Dansk Folkepartis forslag om rabat på studiegælden til færdiguddannede, som vil flytte til Udkantsdanmark, får en lunken modtagelse på Christiansborg.
25. januar 2012, 14:04
Der er ikke megen opbakning at spore til Dansk Folkepartis forslag om, at færdiguddannede studerende skal have rabat på deres studiegæld, såfremt de bosætter sig i Udkantsdanmark. Folketingets største parti Venstre afviser at tilslutte sig forslaget.
- Grundlæggende set er vi i Venstre imod at bruge økonomiske incitamenter til at flytte folk rundt i Danmark. Det skal ikke være sådan, at man kan spekulere i sin studiegæld ved at få reduktion ved at flytte til et bestemt sted i Danmark, siger Venstres SU-ordfører Esben Lunde Larsen, som vil overlade det til det private arbejdsmarked at skabe arbejde i udkantsområderne.
Flyt på landet og få 40 procent rabat på studiegælden
Heller ikke de Konservative synes særligt positivt stemt over for forslaget.
- Vi vil hellere lægge vores fokus et andet sted, fordi det i forvejen er billigt at bo og leve i yderområderne, Hvis man skal til at eftergive studiegæld, risikerer man at få flere unge med dårlig økonomi ud i yderområderne, siger uddannelsesordfører for de Konservative Mai Henriksen, som hellere vil arbejde imod, at sikre ordentlige lånebetingelser for virksomheder i yderområderne.
Der lader heller ikke til at være megen opbakning at spore til forslaget hos SF.
- Vi er meget positive over for, at der skal ske en udvikling i landdistriktområderne, men vi er generelt skeptiske over for at udnævne en bestemt gruppe til noget særligt, siger landdistriktordfører for SF Annette Vilhelmsen, som påpeger, at man risikerer at skabe en stigmatisering af befolkningen i udkantsområderne med et sådant forslag.
Regeringens støtteparti Enhedslisten er dog anderledes positive over for forslaget.
- Som udgangspunkt er vi positivt indstillet for at gå ind i drøftelser om det. Det er tydeligt, at der skal nogle konkrete økonomiske incitamenter på banen (for at løse yderområdernes problem, red.). Det kan godt være, at der kan findes et hår i suppen i det forslag, og at der skal nogle små justeringer til, men som udgangspunkt er vi positive, siger Enhedslistens bolig og kommunalordfører Lars Dohn.
Han påpeger, at der netop er et behov for at få højtuddannede til yderområderne, for at undgå at befolkningssammensætningen bliver skævvredet.


































