Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

SFer anklager DR for »lodret løgn«

SFs gruppeformand skyder med skarpt mod DR efter en historie om »krisemøde« i SF.

»Utroværdigt« og »lodret løgn.«

SFs gruppeformand Pernille Vigsø Bagge lægger ikke fingre imellem i sin kritik af DR Nyheder.

Udfaldet kommer efter, DR lørdag aften kunne fortælle, at »SF’ere raser over partiets ledelse,« forud for et »krisemøde« i landsledelsen.

- Jeg undrer mig såre over, at DR kan kalde et landsledelsesmøde, som har været planlagt i meget lang tid, for et krisemøde, siger hun og tilføjer:

- Jeg synes, at det er utroværdigt.

Pernille Vigsø Bagge har for kort tid siden forladt mødet, som foregik på Hotel Kong Arthur i København. Hun kan slet ikke genkende billedet af, at der skulle herske krisestemning, fortæller hun.

Ifølge DR Nyheder er flere medlemmer af SFs landsledelse utilfredse med, at partiet fører en politik, som efter deres mening overser samfundets svageste, herunder pensionister og arbejdsløse.

Det er særligt den kommende skattereform med skattelettelser til de arbejdende, som får baglandet til at »rase over ledelsen,« skriver DR.

Én af dem, der ytrer sig kritisk er Trine Pertou Mach fra SFs landsledelse:

- Bekymringen for mig er retorikken om, at det kan betale sig at arbejde. Der er tusinder, som gerne vil arbejde, men som ikke kan få et job, siger hun til DR Nyheder.

Pernille Vigsø Bagge påpeger, at den kommende skattereform netop er en skattereform - ikke en socialreform. Hendes argument er derfor, at man ikke kan dømme SF på skattereformen alene:

- Skattereformen er langt fra regeringens eneste tiltag. Der bliver også taget en lang række andre økonomiske, fordelingspolitiske tiltag, siger hun.

På sin Facebook-profil skriver hun desuden om DRs historie:

- DR tabloidserer sig selv fuldstændigt. Der står på DRs hjemmeside, at SF holder krisemøde, og at der ikke er opbakning til, at skatten skal sænkes for de laveste lønninger. Det er lodret løgn. SFs landsledelse bakker massivt op om lavere skat til lavtlønnede... skriver hun blandt andet.

På aftenens møde sagde et massivt flertal på 16 mod én ja til skattereformen. I en pressemeddelse udtrykker partiformand og udenrigsminister Villy Søvndal tilfredshed med opbakningen:

- Jeg er glad for den klare opbakning fra landsledelsen til SF’s position: Nemlig at det nu er almindelige lønmodtageres tur til at få et skulderklap i form af lavere skat på arbejde, siger han.