Med 30 procents tilslutning til Astrid Kragh og højst 3 procent til hendes udfordrere, skal man vist være journalist på Berlingske for at tale om "vildrede". Det ligner da for mig en meget klar holdning.

Som udenforstående undrer man sig. Tidspunktet for Villy Søvndals exit er dårlig valgt. Ville det ikke have været bedst, at vente indtil i alt fald finansloven for næste år var på plads? Derfor kunne noget tyde på, at han er blevet presset til at slippe tøjlerne.
Der er ingen oplagte efterfølgere. Jeg tænker her ikke så meget på en officiel kronprinsesse/kronprins, men mere på, om en politiker, der i offentligheden i gennem lang tid har markeret sig med dygtighed og visioner.
Det er i alt fald overraskende for mig, at Astrid Krag stiller op som ledelsens kandidat.
Det står imidlertid klart, at partiet er i stor indre krise og det er vel grunden til at flere politikere med potentiale har meldt pas. De ved det bliver en opslidende og svær opgave og de vil ikke risikere deres karriere. Det vurderes vel, at SF er på vej ind i samme skure som de konservative, der jo aldrig har genvundet deres styrke, efter at Engell dengang i 1990´erne kørte ind i betonklodsen. Den er fremdeles blevet en klods om benet på partiet. 2 formænd holdt kun kort tid og partiet har kun holdt skansen, fordi de kom i regering med kunstigt åndedrat fra Venstre og med Bendt Bendtsen ved roret, der klarede sig i gennem fordi han var pæn og tilforladelig.
Astrid Krag er som ung politiker fristet af ambitioner, forfængelighed og en tro på egne færdigheder, men jeg tror hun kun bliver en overgangsfigur. I alt fald sålænge partiet ikke gør det eneste rigtige og det er at udtræde af regeringen. Hermed kan partiet relancere sig selv og markere sig på både venstre og højre flanke.
Men partiets top har smagt magtens sødme, så der skal en stor overvindelse til. Özlem Cekic er egentlig mere i pagt med en traditionel SF/venstreorienteret holdning, når hun siger, at hun er i politik for at skabe resultater og ikke for at få fine poster.
Jeg kan ikke fatte, at SF´s ledelse ikke kan se, at deres kurs er dødsfødt. Et SF, der vil ind på midten, støder imod socialdemokraterne, for de vil da ikke åbne døren for SF. Socialdemokraterne har nok om ørerne selv. De har ganske vist budt SF indenfor, men det
er igennem en svingdør.