En bornholmsk lokalpolitiker tager et gevaldigt partipolitisk spring.
31. januar 2012, 08:51 – opdateret 31. januar 2012, 08:52
Ole Dreyer, der er valgt til kommunalbestyrelsen for SF, oplyser i en pressemeddelelse, at han skifter til Venstre.
- Jeg har gennem længere tid følt, at jeg har mere til fælles med Venstre end med SF. Derfor har jeg besluttet, at det er mest rigtigt for mig at skifte parti, siger Ole Dreyer.
Den nybagte venstremand blev valgt til kommunalbestyrelsen på Bornholm i 2009. Han understreger, at han været glad for samarbejdet med sine nu tidligere partifæller i SF, men han har erkendt, at han ikke er SFer.
- Jeg har været meget glad for den chance, SF gav mig. Men arbejdet i kommunalbestyrelsen har overbevist mig om, at jeg rent politisk har mere til fælles med Venstre og den linje, som partiet står for, end jeg har med SF. Derfor er det mest rigtige, at jeg skifter parti, siger Ole Dreyer.
BNB


































