Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

SF i tænkeboks om EU-aftale

SF har endnu ikke taget stilling til, om partiet vil bakke op om den nye finanspolitiske aftale mellem euro-landene.

SF er uklar om partiets holdning til den nye aftale mellem eurolandene, som er forhandlet på plads i nat, og som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tager med til Danmark for at diskutere med Folketingets partier.

SF har ofte været splittet i EU-spørgsmål, og lige nu gennemgår partiet den nye aftale tæt for at vurdere, om partiet vil anbefale, at Danmark skal gå med.

- Det er helt nyt. Konklusionerne kom først kl. 07.00 i morges, og jeg sidder selv og læser det for anden og tredje gang. Det er umuligt at sige noget kvalificeret og ordentligt om det, for vi er i en afklaringsfase lige nu. Vi skal kigge det ordentligt efter i sømmene, før vi tager stilling til det, siger europaparlamentarikeren, Emilie Turunen (SF).

Hvad er de afgørende punkter for, at SF kan bakke op om det her?

- Vi har ikke lagt os fast på det, siger hun.

Ifølge Ritzau er Danmark ét blandt ni EU-lande, som først vil konsultere deres nationale parlamenter, inden de kan tilslutte sig principperne for en ny finanspolitisk union, som eurozonens stats- og regeringschefer er blevet enige om at oprette.

Hvis parlamenterne i Danmark, Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Rumænien og Sverige siger god for det mellemstatlige samarbejde i den nye union, vil Storbritannien være det eneste land i EU, som står isoleret uden for klubben.