Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

S under pres for røgfri værtshuse

Rygelov. R og SF kræver røgen helt væk fra værtshuse i ny rygelov. S tøver med at melde ud.

De Radikale og SF lægger nu pres på regeringsmakkeren Socialdemokraterne for at få indført rygeforbud på samtlige danske værtshuse. Den nuværende rygelov giver ellers de små værtshuse under 40 kvadratmeter mulighed for at lade gæsterne pulse løs. Men når rygeloven skal revideres til foråret, skal det være slut, mener de to partier.

- Det vil være til gavn for alle mennesker, der går i byen, at vi forbyder røg på værtshusene. Det har man gode erfaringer med i England, hvor man har givet folk mulighed for at ryge udenfor under et overdække. Det er jeg helt sikker på også vil kunne fungere i Danmark, siger SFs sundhedsordfører, Jonas Dahl, der ikke vil give et bud på, om det lykkedes at overtale Socialdemokraterne.

De Radikale er enige og kalder den nuværende rygelov for slap.

- Vi ønsker hullerne i rygeloven lukket. Røgen er lige skadelig uanset værtshusets størrelse. Derfor mener vi ikke, at folk skal udsættes for passiv rygning, bare fordi værtshuset er lille, siger sundhedsordfører Camilla Hersom (R).

Socialdemokraterne har hidtil afvist at forbyde røg på værtshuse under 40 kvadratmeter, som blev kompromisgrænsen, da loven blev til i 2007. Op til de forhandlinger var Socialdemokraternes udgangspunkt ellers, at der skulle være rygeforbud på samtlige værtshuse, mens Venstre ønskede alle værtshuse op til 100 kvadratmeter undtaget.

I dag ønsker forebyggelsesordfører Flemming Møller Mortensen (S) ikke at melde ud, hvad Socialdemokraterne ønsker i forbindelse med revideringen af rygeloven til foråret.

- Vi har et bredt forlig om rygeloven, og for os er det meget vigtigt, at vi også får et bredt forlig om den kommende revidering af loven. Derfor holder vi forhandlingsmulighederne åbne, siger han.

Venstre vil derimod gerne melde klart ud: Gæster og personale på de små værtshuse skal have lov til at ryge i fred.

- Vi ønsker ikke at indlede en klapjagt på de allersidste rygere. Og jeg synes, at man overser den kendsgerning, at de små værtshuse i en række tilfælde tjener som en slags varmestue for nogle af samfundets mest udsatte borgere. Deres problemer er altså større end en pakke Prince, siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V).

Den udlægning afvises af Enhedslisten.

- Bare fordi man har sociale problemer, synes jeg ikke, at man skal udsættes for passiv rygning, siger sundhedsordfører Stine Brix (EL).

I værtshusenes brancheorganisation, Horesta, støtter man en afskaffelse af 40 kvadratmetergrænsen.