Drengene er tabere i uddannelsessystemet, og det skal der ændres på, foreslår S og SF. DF kalder forslaget for vanvid.
31. januar 2011, 11:33 – opdateret 31. januar 2011, 11:41
Drengene er tabere i det store uddannelsessystem. De klare sig dårligere og dårligere end pigerne, og drengene føler sig ikke tilpas i den danske folkeskole.
Det skal der ændres på, mener S og SF, der i et nyt ligestillingsudspil foreslår at uddanne fagkonsulenter med fokus på kønsroller og gøre køns-undervisning til en fast del af lærer- og pædagoguddannelsen, skriver Information.
Læs også: Folkeskolen er skyld i drengenes problemer
- De fastlåste kønsrollemønstre, som munder ud i et kønsopdelt arbejdsmarked, starter tidligt i livet. Derfor skal de dannelsesinstitutioner, som daginstitutioner og folkeskoler er, have fokus på at udvide rammerne for, hvad det vil sige at være pige og dreng, så vi ikke har så fastlåste billeder af, hvordan en rigtig dreng og pige er, siger Pernille Vigsø Bagge, uddannelsesordfører for SF til Information.
DF: Det er vanvid
Forslaget møder stor kritik i Dansk Folkeparti, der er bange for, at S og SF forsøger at nedbryde forskellene mellem kønnene.
- Det her er helt, helt håbløst og faktisk også ganske vanvittigt. Det er rigtigt, at drengene har mindre nemt ved at klare sig i skolen, men løsningen er at ændre undervisningen, så drengene føler sig mere hjemme i folkeskolen, siger Marlene Harpsøe, uddannelsesordfører i DF.
Hun mener, at folkeskolen i dag er indrettet til de stillesiddende piger.
Læs også: Handelsskoleelver regner som børn i 4. klasse
- Drengene får smidt et mærkat i hovedet, at de har en adfærdsforstyrrelse, men egentlig er det bare fordi, at drenge har en masse energi, de skal have brændt af. Derfor vil hun gerne have mere idræt og fysisk udfoldelse ind i skoletiden, så drengene kan få brændt noget energi af.
Eksperter: God ide
En række eksperter har stillet sig positive overfor S og SF’s forslag, men der skal mere til.
- Der er behov for et mere omfattende vidensgrundlag med hensyn til, hvorfor hele det pædagogiske område er et kvindefag, og hvilke konsekvenser det har, siger Steen Baagøe Nielsen, køns- og uddannelsesforsker ved Roskilde Universitet, til Information.


































