For to år siden ville Socialdemokraterne lade kommunerne overtage opgaven med at inddrive gæld. Det vil partiet ikke i dag.
6. januar 2012, 18:28
Siden inddrivelsen af gæld i 2005 blev flyttet fra kommunerne til Skat, har kommunerne mistet milliarder af kroner i tabte indtægter.
Det har fået flere borgmestre til at henvende sig til skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) for at få ham til at gøre noget, så flere af de penge, det offentlige har til gode, inddrives.
En af de utilfredse borgmestre er Jan Trøjborg (S), der både er borgmester i Horsens og formand for Kommunernes Landsforening (KL).
- Hvis man er kold og hård nok i filten, er der en god chance for, at man får afskrevet sin gæld. Det er både økonomisk uholdbart og et skidt signal at sende rent moralsk, sagde han fredag til jp.dk.
Han mener, at Skat opgiver gæld, før forældelsesfristen er udløbet - og det kalder han ’misbrug af gældende regler’.
Samlet set har det offentlige udestående hos borgerne til en værdi af knap 70 milliarder kroner.
Socialdemokratiet foreslog i oktober 2009 i Folketinget, at kommunerne selv skulle have muligheden for at inddrive deres tilgodehavender hos borgerne.
- Inddrivelsen af kommunernes tilgodehavende hos borgerne er blevet forringet, siden Skat overtog opgaven, hvilket har udviklet sig til et reelt problem for mange kommuner, skrev partiet dengang i sit beslutningsforslag.
I dag, godt to år senere, kommer Socialdemokratiet ikke med samme krav, fortæller kommunalordfører Simon Kollerup.
- I 2010 lavede man en handlingsplan for inddrivelsesområdet. Det skete blandt andet på baggrund af vores forslag. Nu afventer vi, at handlingsplanen giver resultater, siger han.
Simon Kollerup forventer at se resultater i løbet af et års tid. Han mener ikke, Socialdemokratiet er løbet fra en holdning.
- Jeg synes, at når man sætter initiativer i gang, skylder man at vente og se resultaterne, før man tager et nyt skridt, siger han.
Simon Kollerup forstår godt, at kommunerne er frusterede over de mange penge, som de aldrig ser skyggen af.
- Vi skal have flere af pengene inddraget, og jeg har en forventning om, at handlingsplanen kan være med til rette op på det.


































