Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

S: Lækagesagen skal genoptages

Socialdemokraterne mener, at lækagesagen skal tages op igen, efter at Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af en lydfil, som har været den manglende brik i sagen.

Socialdemokraterne kræver nu, at lækagesagen bliver genoptaget.

En melding, der kommer, efter at Ekstra Bladet har skrevet historien om, at avisen er i besiddelse af en lydfil, hvor journalist Rasmus Tantholdt fortæller, at Jacob Winther, tidligere spindoktor for daværende forsvarsminister Søren Gade, lækkede fortrolige oplysninger om udsendelsen af danske jægersoldater.

- De danske soldater skulle på en hemmelig mission. Det var oplysninger, der ikke måtte komme frem, så det er en meget alvorlig sag. Hvis det, der er kommet frem, er rigtigt, skal sagen genoptages, siger finansordfører John Dyrby Paulsen (S), som var forsvarsordfører, da sagen rullede i 2010.

Han mener dog, at det er for tidligt at bedømme, om sagen skal genoptages som en politisag eller en anden sag.

- Men det er i alles interesse at få fakta på bordet. Ingen sten skal lades uvendte, og jeg går ud fra, at Søren Gades rolle også bliver vendt. Det kan godt være, at man fra Folketingets eller regeringens side skal gribe ind. En undersøgelseskommission ville være den ultimative løsning, men lad os nu se, siger han.

Lækagesagen kommer igen i mediernes søgelys, samtidig med at sagen om den tidligere Venstre-spindoktor Peter Arnfeldt, der angiveligt har lækket personlige oplysninger fra Helle Thorning-Schmidt skattesag kører i medierne. Sagerne tyder på, at der er noget sygt ved Venstres kultur, når det kommer til spindoktorer, mener John Dyrby Paulsen.

- Det lader til, at man i Venstrekredsen har været så forhippet på at komme i medierne, at det er gået ud over både moral og regler. Den indgangsvinkel til pressen er halvsyg, hvis det hele bare har drejet sig om at se godt ud i medierne, siger han.

SFs sundhedsordfører, Jonas Dahl, kritiserer også, at Venstres spindoktorer tilsyneladende har en amoralsk kultur.

- Det er dybt alvorligt og problematisk, at der angiveigt er en af Venstres spindoktorer, som har bragt soldaters liv i fare. Der er tilsyneladende en dybt bemærkeseværdig og amoralsk kultur blandt Venstres spindoktorer. Jeg håber, at det isoleret set er Venstre, der har den kultur, og man har jo ikke set det samme fra hverken de Konservative, Socialdemokraterne eller andre, siger Jonas Dahl, der i sin tid stod bag den oprindelige politianmeldelse af lækagen, der førte til sigtelsen af Jacob Winther. Nu skal politiet kigge på sagen igen, mener han:

- Hvis det her materiale ser så graverende ud, som Ekstra Bladet skriver, må man forvente, at politiet ser på sagen.

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby ønsker ikke at kommentere sagen. I en sms til Berlingske skriver hun:

- Jeg har noteret mig, at politiet nu vil undersøge de oplysninger, der er kommet frem i Ekstra Bladet. Det har jeg ikke kommentarer til.