Regeringen gør op med Pinds politik

Et flertal i Folketinget vil finde et tocifret millionbeløb til nye bistandsprojekter i Latinamerika. Det er første skridt i retning af et opgør med den tidligere regerings udviklingspolitik.

Danmark skal igen give millioner af kroner i udviklingsbistand til Latinamerika.

Det har regeringen og Enhedslisten besluttet under forhandlinger om de øgede bevillinger til ulandsbistanden på finansloven.

Dermed lægger udviklingsminister Christian Friis Bach (R) op til et opgør med tidligere udviklingsminister Søren Pinds (V) politik på området. VK-regeringen besluttede helt at udfase ulandsbistanden til Bolivia og Nicaragua, som har socialistiske statsledere, men nu lægger SRSF-regeringen op til at bruge et tocifret millionbeløb på et nyt menneskerettighedsprogram i Bolivia og de mellemamerikanske lande.

»Vi vil fastholde et engagement i Latinamerika. Vi er på vej med et nyt regionalt program som skal fokusere på menneskerettigheder, oprindelige folks rettigheder og faglige rettigheder i Bolivia og Mellemamerika,« siger Christian Friis Bach (R).

VK-regeringen lancerede inden regeringsskiftet en plan, der skulle reducere antallet af ulande, der modtager mere end 50 mio. kroner om året i bistand -  Danmarks såkaldte partnerlande - fra 26 til 15 og trække Danmark ud af Latinamerika og flere asiatiske lande for at fokusere bistanden på Afrika.

Grafik: Spillet om finansloven

»Vi kan være til stede langt, langt flere steder«

Udviklingsminister Christian Friis Bach vil gerne være med til at fokusere bistanden på færre lande end de 26, men slår fast, at antallet af danske partnerlande ikke skal reduceres til 15. Han arbejder i disse dage på en ny bistandsstrategi, der skal gøre op med den tidligere regerings udviklingspolitik.

»Jeg ser gode muligheder for, at vi kan være til stede langt, langt flere steder. Vi har stor ekspertise på områder som kvinders rettigheder, bekæmpelse af sult, landbrugsudvikling og adgangen til energi. Det er noget, vi kan udbrede til endnu flere lande,« siger Christian Friis Bach.

Enhedslisten jubler over, at regeringens støtteparti allerede nu kan se konturen af det første konkrete resultat på den nye finanslov:

»Vi har fået Latinamerika tilbage på banen, og det er jeg rigtigt glad for. Der er et hamrende stort behov, særligt i Bolivia med rettigheds- og fattigdomsorienterede aktiviteter,« siger Christian Juhl, udenrigsordfører i Enhedslisten.

Tidligere udviklingsminister Søren Pind (V) vil ikke kommentere sager, der vedrører hans tidligere ministerområde, men Venstres udviklingsordfører, Jakob Ellemann-Jensen, mener, at SRSF-regeringen risikerer at »klatte« udviklingsbistanden væk ved at sprede den ud over for mange områder.

»Jeg vil også gerne redde hele verden, men vi er nødt til at gå ind der, hvor vi hjælper bedst. Det tror jeg ikke, vi gør ved at sprede et meget tyndt lag ud over hele verden,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Stærkt udenrigspolitisk redskab

Den danske regerings beslutning om fortsat at give ulandsbistand til lande i Latinamerika er et interessant udenrigspolitisk signal, lyder vurderingen fra seniorforsker Lars Engberg-Pedersen, der forsker i dansk udviklingsbistand for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

»Et af vores stærkeste udenrigspolitiske redskaber er udviklingsbistanden. Derfor er det ikke dumt at støtte flere af de latinamerikanske lande, da det er i Danmarks interesse at fastholde og opbygge gode forhold til opblomstrende økonomier,« siger Lars Engberg-Pedersen.