Kritisabelt at bankerne på forhånd er udråbt til skurke i ny undersøgelse af finanskrisen, mener ekspert.
24. januar 2012, 20:06
Det er dybt problematisk, at bankerne på forhånd er udråbt til skurke inden kulegravning af årsagerne til finanskrisen, især når staten spillede en væsentlig rolle under finanskrisen.
Det mener professor i økonomi ved Copenhagen Business School, Caspar Rose.
Kritikken falder i forbindelse med, at regeringen tirsdag nedsætter et ekspertudvalg, som skal klarlægge årsagerne til finanskrisen. Men udvalget skal kun undersøge bankerne og finanssektorens rolle under krisen, hvorimod både myndigheder og statslige finansielle selskaber som Finansstyrelsen, Finansiel Stabilitet og Danmarks Nationalbank går ram forbi.
- Når vi endelig laver en stor undersøgelse, gør man det ikke to gange. Det betyder, at hver eneste sten vendes og hver eneste aktør under finanskrisen undersøges, siger økonomiprofessor Caspar Rose, som er dybt forundret over, at ekspertudvalget ikke skal undersøge de statslige selskaber Finansiel Stabilitets og Finansstyrelsens rolle under finanskrisen, især når Rigsrevisionen i oktober 2011 offentliggjorde en rapport, hvor de kritiserer Finanstilsynet, som gav Amagerbanken statsgarantier for 13,5 mia. kr. på et for spinkelt grundlag, blot et halvt år inden banken gik ned.
Det er statsgarantier, der har betydet, at de danske skatteydere i hvert fald har mistet 2,1 mia. kroner.
- Set i lyset af, at blandt andet Finansstyrelsen fik en rimeligt heftig kritik fra Rigsrevisionen, fordi den ikke var stærke nok i sin kontrol med bankerne og svigtede, er det vigtigt, at man ikke kun kigger på bankernes rolle under finanskrisen. Hvad er værdien af ekspertudvalgets undersøgelse, hvis ikke man får et helhedsbillede af alle aktørernes roller under krisen, spørger Caspar Rose, som er bange for, at resultatet af undersøgelsen derved ikke bidrager med noget, men kun bliver brugt politisk.
- Nu har man mulighed for at pege fingre ad nogen, og det bliver 100 procent ad bankerne. Embedsmændene, staten og de statslige finansielle selskaber går fri, siger Caspar Rose, som også kritiserer, at kun én af de seks medlemmer i ekspertudvalget har praktisk erfaring med at lede en bank og kender til de praktiske problemstillinger i en bank.
- Man har ikke inviteret de virkelig tunge drenge med i udvalget for at finde ud af, hvor skoen trykker, siger Caspar Rose, som siger, at finanssektoren derfor også har nemmere ved at afvise resultatet af undersøgelsen bagefter,
- De kan jo bare sige »Vi var underrepræsenterede i udvalget og fik ikke et ord indført«. Undersøgelsen får et rimeligt forudsigeligt hændelsesforløb, siger Caspar Rose.
Men erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) mener ikke, at myndighedernes rolle er relevant at få kulegravet.
- Det passer ikke ind i denne sammenhæng. Det er ikke myndighederne, der driver bank. Der skal kigges på, om de opstramninger der er sket, har været tilstrækkelige, siger Ole Sohn.
Ekspertudvalget kommer til at bestå af seks personer, udpeget af ministeren. Formand for udvalget bliver professor Jesper Rangvild, de øvrige er professor Anders Grosen, professor Finn Østrup, professor Peter Møgelvang-Hansen, tidligere bankdirektør Peter Schütze og tidligere nationalbankdirektør Jens Thomsen.


































