Selvom hun i går udtalte til Berlingske, at en folkeafstemning i denne regeringsperiode er en mulighed, præciserer EU-Ordfører Sofie Carsten Nielsen (R) nu, at der går lang tid, før der kommer en euroafstemning.
18. oktober 2011, 16:14
En euroafstemning i denne regeringsperiode er en mulighed. Sådan udtalte Sofie Carsten Nielsen til Berlingske mandag.
Men i dag præciserer hun sine udtalelser og understreger, at hun slet ikke tror, at der kommer en euroafstemning i denne regeringsperiode. Der kommer til at gå lang tid, før en folkeafstemning om euroforbeholdet bliver en realitet, påpeger hun.
- Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at der kommer en folkeafstemning om euro-forbeholdet i denne regeringsperiode. Europas krise er så omfattende, at den skal vi finde en vej ud af først. Der skal komme stabilitet, før vi overhovedet kan begynde en diskussion af afstemning om euroforbeholdet. Og så har vi allerede i regeringsgrundlaget lovet, at vi skal have forsvars- og retsforbeholdet til afstemning i den her regeringsperiode. Vi har rigeligt at se til i forhold til bare at få dansk økonomi på ret køl. Det kommer til at tage nogle år, før vi kan leve op til de kriterier, så derfor bliver det ikke i denne her regeringsperiode.


































