Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Politibetjente bør være danske statsborgere«

Politiforbundet kalder de Radikales forslag om betjente uden statsborgerskab for en direkte dårlig ide. Regeringen er splittet.

Politiforbundet modsætter sig de Radikales forslag om, at indvandrere uden dansk statsborgerskab skal kunne blive bevæbnede politibetjente i Danmark.
 
- Politibetjente bør være danske statsborgere. Uden at blive filosofisk er politiet den eneste institution i et demokrati, der må udøve magt over for borgere. Derfor har vi særlige beføjelser, men vi er også underlagt særlig kontrol, siger Peter Ibsen, formand for Politiforbundet. 

Men ifølge de Radikales retsordfører Jeppe Mikkelsen er det forkert, at man som ikke-dansk statsborger kan udsendes som soldat til Afghanistan, men ikke kan blive politibetjent i Danmark.

Desuden vil det øge befolkningens tillid til politiet, hvis betjentene i højere grad afspejler befolkningssammensætningen, mener de Radikale.

S afviser blankt

Regeringen er dog splittet i spørgsmålet, og justitsminister Morten Bødskov (S) afviser blankt politibetjente uden dansk statsborgerskab.

- Politibetjente har nogle helt særlige beføjelser til at foretage tvangsindgreb over for borgere og til at udøve magt over for borgere. Derfor er det vigtigt, at politifolk har den her helt særlige tilknytning til Danmark, siger ministeren til Berlingske.

Venstre kom i sommer med samme forslag om at give indvandrere uden statsborgerskab mulighed for at blive politibetjente i Danmark. Og ifølge Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, er de fortsat positivt stemt.
 

En fis i en hornlygte

Dengang bakkede Socialdemokraternes daværende integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, i øvrigt også op om forslaget.

Et argument, som gennemgående er blevet fremhævet for at ansætte indvandrere uden statsborgerskab som politifolk, er, at det vil øge rekrutteringsgrundlaget.

Men det er ifølge Peter Ibsen fra Politiforbundet ”en fis i en hornlygte,” fordi politiet i forvejen gør sig store anstrengelser for at rekruttere blandt folk med anden etnisk baggrund.