Det er ikke PET, men statsministeren, der må fremlægge, hvad der er op og ned i sagen om aflytning af Henrik Sass Larsen, mener V. DF bakker op.
11. november 2011, 08:57
Mens Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen inderligt beder om, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) fremlægger, hvad de mener at vide om ham, efter han ifølge TV 2s oplysninger er blevet overvåget og aflyttet i en periode på to måneder, er det kun statsministeren, der kan fremlægge den viden.
Sådan lyder det fra Venstre, der bliver bakket op af oppositionsfællerne i Dansk Folkeparti.
- Jeg mener, at det må være en sag mellem Henrik Sass Larsen og politiet. Jeg har ingen interesse i at få at vide, hvorfor de har overvåget ham, som de har. Det kommer ikke offentligheden ved. Hvis jeg skulle have det at vide, var det bare for at være nysgerrig, siger Venstres gruppenæstformand Inger Støjberg til TV 2 News.
Hun mener, at pilen peger i retning af statsministeren, der skal forklare, hvorfor Sass Larsen ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt og dermed ikke kunne blive minister. Statsminister Helle Thorning-Schmidt har, siden sagen om sikkerhedsgodkendelsen kom frem den 29. september, afvist at kommentere på, hvad der ligger til grund for sagen.
- Alle pile peger hen imod Helle Thorning-Schmidt. Det er hende, der ligger inde med oplysninger om, på hvilken baggrund, man bliver sikkerhedsgodkendt, Og det synes jeg skal lægges frem, så vi kender procedurerne, siger Inger Støjberg.
Vigtigt for arbejdet
Inger Støjberg mener nemlig, at det er væsentligt for alle folketingspolitikere at kende til procedurerne.
- Det er vigtigt for vores daglige arbejde i Folketinget, om der er mennesker, vi ikke må snakke med, hvis der er borgere, der henvender sig til os. Jeg håber meget, at hun nu lægger det frem.
Også i Dansk Folkeparti mener retsordfører Peter Skaarup, at statsministeren må fortælle, hvad hun ved i sagen.
- Den appel, Henrik Sass Larsen kommer med, kan jo kun rettes et sted. Det er jo statsministeren selv, der er den eneste, der kan forklare, hvad der er op og ned i den sag, siger Skaarup til TV 2 med henvisning til, at det er statsministeren, der træffer den endelige afgørelse om, hvem der skal være ministre.
- Jeg tror, statsministeren nu er nødt til at komme på banen, presset er blevet for stort til at hun kan holde sig tilbage længere, siger han.


































