Opposition venter på folkeskolefinansiering

Forud for det første møde i forligskredsen bag folkeskolereformen melder oppositionspartierne om, at finansieringen for dem er det vigtigste punkt på dagsordenen.

Tidsrøvere som lokaleskift og oprydning skal minimeres til fordel for mere fordybelse, mener lærerne. Arkivfoto: Søren Bidstrup
Tidsrøvere som lokaleskift og oprydning skal minimeres til fordel for mere fordybelse, mener lærerne. Arkivfoto: Søren Bidstrup

Der skal tales kroner og øre, når partierne i forligskredsen bag folkeskolereformen holder deres første møde fredag formiddag. I hvert fald hvis det står til Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der sætter sig til mødebordet sammen med regeringen klokken ti.

- Jeg har brug for at få et bedre overblik over økonomien i regeringens udspil. Jeg er ikke blevet meget klogere af det oplæg, der blev sendt ud med udspillet, for der er det kun rammen, der er fastlagt, og jeg har ikke noget indblik i indholdet. Jeg ved for eksempel ikke, hvad en matematiktime og en lærer koster, siger børne- og undervisningsordfører Mai Henriksen (K), der samtidig fastslår, at børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) »godt kan forvente en byge af spørgsmål«, hvis hun ikke selv har tænkt sig at snakke økonomi.

Regeringen har fundet fire milliarder kroner i perioden 2013-2020 til folkeskolereformen, og omkring én milliard går til efteruddannelse af lærere og pædagoger. Der er derudover afsat en halv milliard kroner til IT-udvikling og 60 millioner til kompetenceudvikling af skoleledere, men mange af de resterende kroner er ikke øremærket til noget særligt endnu.

- Antorini vil i dag (fredag, red.) opleve, at ordførerne har behov for at vide, hvordan finansieringen af elementerne skal ske. Hun har været meget overordnet indtil videre, når hun har talt finansiering, og det er naturligt nok, men nu går vi til møde med hende, og så skal der nogle detaljer på bordet, lyder det fra Mai Henriksen.

Hun bakkes op af Venstres folkeskoleordfører, Karen Ellemann, der dog ikke forventer, at der kommer særlig meget ud af fredagens møde.

- Det bliver sikkert en forholdsvis rolig start, og nu er der jo heller ikke nogen af os fra oppositionen, der er kravlet fuldstændig op i træerne og har opstillet ultimative krav. Nu skal ministeren have lov til at sætte nogle flere ord på tankerne i reformudspillet, og jeg forventer da også at få svar på mine spørgsmål om, hvordan de fire milliarder skal anvendes, siger hun.

Samme melding kommer fra forligskredsens tredje oppositionsparti, Dansk Folkeparti.

- Jeg forventer for det første, at vi får svar på regeringens finansiering. Hvordan skal de fire milliarder, regeringen allerede har fundet, præcis fordeles, og hvordan skal hele pædagogdelen i udspillet finansieres? Når nogle af pædagogtimerne fra SFOen ryger over i skolen, så skal forældrene betale mindre, og derfor vil kommunerne mangle penge. Det mangler vi at få svar på, lyder det fra børne- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.