Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Østjysk flække stemte som hele Danmark

723 vælgere i Gylling stemte akkurat som resten af Danmark ved folketingsvalget. Rungsted er mere virkelighedsfjern.

I den lille by Gylling uden for Odder i Østjylland var der ikke meget drama over valgresultatet ved folketingsvalget 15. september 2011. 723 af Gylling-borgerne havde været en tur i stemmeboksen, og fordelte deres krydser enormt tæt på stemmefordelingen i hele Danmark.

Gylling er nemlig det valgsted i Danmark, som ligger tættest på landsresultatet for årets folketingsvalg, viser udregninger, som Dataanalysefirmaet Buhl & Rasmussen har foretaget for Berlingske.

Indbyggernes stemmer afveg kun med 0,68 procentpoint fra landsresultatet. Til sammenligning er den generelle afvigelse for hvert enkelt valgsted på 3,12 procentpoint i gennemsnit.

Gennemsnitlige Gylling

Så Gylling er ret gennemsnitlig, eller hvad? Berlingske fik fat på brugsuddelerens kone, Lis Krogstrup, som er født og opvokset på egnen og har boet i Gylling de sidste ni år.

Hun får sig ofte en sludder med indbyggerne i Gylling, når hun sidder i kassen i Dagli’ Brugsen.

- Gylling-borgere er helt nede på jorden. Det er glade mennesker, når de kommer i min butik og lokalt engagerede.

Indbyggerne i Gylling er ligesom gennemsnittet – er I bare ligesom alle andre?

- Det er man vel alle, ligesom alle andre...

Men er det ikke kedeligt at være ligesom alle andre?

- Nej, det er ikke på en kedelig måde, slet ikke. Der er god opbakning, hvis man laver noget. Sådan til fodboldkampe og julefrokost-fester. Gylling er et rigtigt hyggeligt lille sted.

Her ligger Gylling.

Uvirkelige Rungsted-borgere

I den anden ende af skalaen ligger Rungsted i Nordsjælland. Det er det valgsted, som er fjernest fra det samlede valgresultat.

Rungsted har flere stemmeberettigede end Gylling, i alt 3.188 personer kunne stemme, og næsten alle gjorde det. Stemmeprocenten var ekstraordinær høj på 95,18 procent.

Men det er ikke kun stemmeprocenten, der gør Rungsted ekstraordinær. Vælgerne i den nordsjællands valgkreds adskiller sig væsentligt – 9,55 procent – fra landsgennemsnittet og giver blå blok en klar sejr på 83,66 procent af stemmerne.

Venstre alene fik 1.406 stemmer, hvoraf 880 gik til Lars Løkke Rasmussen selv, og partiet fik altså 46,6 procent af valgkredsens stemmer.

Mens Det Konservative Folkeparti på landsplan fik et rekorddårligt valg med 4,9 procent af stemmerne, kan de trøste sig ved at vende blikket mod Rungsted, hvor de scorer 16,2 procent af stemmerne.

Omvendt er det ikke gået så strålende for Enhedslisten i Rungsted, som det er gået dem i andre dele af Danmark. Med 30 enkelte krydser i Rungsted-kredsen får Johanne Schmidt-Nielsen og co. kun én procent af stemmerne, mens landsresultatet viste 6,7 procent.