Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nyt PET-svar udelukker ikke aflytning af Henrik Sass Larsen

PET understreger i en ny udtalelse, at de aldrig har mistænkt Sass Larsen for noget strafbart. Men svaret udelukker ikke, at han har været aflyttet.

- PET har på intet tidspunkt haft grundlag for at mistænke Henrik Sass Larsen for strafbare forhold, lyder det i en ny længere udtalelse fra Politiets Efterretningstjenestes chef, Jakob Scharf, sendt ud fredag eftermiddag.

Men efterretningstjenesten udelukker ikke, at de har aflyttet folketingspolitikeren som led i efterforskningen af Sass Larsens bekendte i rockermiljøet. PET bruger flere gange i den 7-afsnits lange erklæring betegnelsen, ”PET har ikke foretaget overvågning eller aflytning rettet mod Henrik Sass Larsen”.

Ekspert i menneskerettigheder og chefjurist i CEPOS, Jacob Mchangama, har over for Berlingske påpeget, at formuleringen teoretisk set godt kan betyde, at der har fundet en aflytning af Henrik Sass Larsens (S) telefon sted. Dette skyldes, at efterretningstjenesten med hjemmel i retsplejelovens § 781 stk. 1 kan aflytte omgangskredsen til en mistænkt, uden at disse personer er under mistanke for noget kriminelt.

Det vil sige, at PET med en dommerkendelse i hånden kan have aflyttet Henrik Sass Larsens telefon alene af den grund, at han har været i kontakt med en rocker mistænkt for en forbrydelse med en strafferamme på over seks år.

PET vil ikke gå i detaljer

PET’s chef afviser at gå i yderligere detaljer om sagen da, ”de følsomme oplysninger, PET deler med en regering, og ikke mindst oplysningerne om, hvornår og hvordan dette sker, skal og må behandles fortroligt”.

PETs chef Jakob Scharf begrunder samtidigt, hvorfor han meget mod sædvanen valgte at kommentere en historie om PET’s efterforskning offentligt.

- Fra PET’s side er vi meget omhyggelige med, hvordan vi håndterer fortrolige og personfølsomme oplysninger, og vi udtaler os derfor af helt principielle grunde ikke om sådanne oplysninger. Heller ikke anonymt skulle jeg hilse og sige. Allerede af den grund går vi ud fra, at medierne er særligt kritiske overfor deres kilder til sådanne oplysninger, skriver Jakob Scharf, der herefter indirekte langer ud efter TV 2s histories om at Sass var blevet overvåget i to måneder, som senere blev dementeret af nyhedschef Michael Dyrby.

- I løbet af i går aftes og her til morgen stod det imidlertid klart, at dette ikke var tilfældet, og at oplysningerne om, at PET skulle have foretaget overvågning og aflytning rettet mod et medlem af Folketinget, blev omtalt uden forbehold. På den baggrund, og fordi oplysningerne i høj grad er belastende for Henrik Sass Larsen og for den sags skyld også for PET, har jeg ment, at det var nødvendigt at afkræfte oplysningerne, selv om det for PET har stor betydning, at vi ikke offentligt fortæller, hvem vi efterforsker og hvem vi ikke efterforsker imod, skriver Jakob Scharf i sin erklæring.

Berlingske har endnu ikke kunnet få PET’s chef Jakob Scharf i tale for at spørge ham om, hvorvidt der har fundet en aflytning af Henrik Sass Larsen sted eller ej.