Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Thomas Larsen:

Nyt løftebrud er en katastrofe for regeringen

Regeringen bliver straffet af vælgerne efter beskeden om, at det bliver dyrere og ikke billigere at tage kollektiv trafik, mener Thomas Larsen

- For en regering, som i forvejen er til tælling i meningsmålingerne, og som har fået massiv kritik for at have svigtet så mange løfter fra valgkampen, er der tale om en vælgermæssig katastrofe, siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Reaktionen kommer efter, at det er blevet klart, at billetpriserne på den kollektive trafik kommer til at stige efter nytår i stedet for at falde. Thomas Larsen forudser, at vælgerne vil straffe SRSF-regeringen yderligere:

- Jeg tror, at rigtigt mange af de vælgere, som stemte på S og SF ved valget, husker, at netop de to partier lovede billigere offentlig trafik. Der var tale om konkrete og håndgribelige løfter, som mange vælgere troede på. Af samme grund bliver disse vælgeres skuffelse meget stor, når det nu går op for dem, at priserne på den kollektive trafik kommer til at stige i stedet for at falde,” siger Thomas Larsen.

Thorning gik forrest

Berlingskes kommentator påpeger, at Helle Thorning-Schmidt selv i valgkampen brugte priserne på den offentlige trafik til at angribe især Lars Løkke Rasmussen og Venstre.

- Helle Thorning-Schmidt hev i flere debatter et togkort frem for at illustrere, hvor dyrt det er blevet at tage kollektiv trafik. I et tæt parløb med Villy Søvndal gjorde hun meget for at fortælle vælgerne, at billetpriserne på bus og tog ville falde, hvis en ny regering fik magten. Derfor er det katastrofalt for S og SFs troværdighed, at de må opgive dette valgløfte, siger Thomas Larsen.

Han mener, at løftebruddet på dette felt kan sammenlignes med de allerede opgivne løfter om, at danskerne kun skulle vente 30 minutter på at komme til på skadestuen.

- Løfterne har det til fælles, at de er uhyre konkrete, borgernære og nemme at huske. Der er ingen tvivl om, at netop disse løfter var med til at flytte stemmer under valgkampen, og derfor vil mange vælgere også reagere med ekstra stor skuffelse, når det nu står klart for dem, at løfterne ikke bliver indfriet. Resultatet kan meget vel blive, at S og SF bliver straffet endnu mere af vælgerne og dykker yderligere i meningsmålingerne, siger Thomas Larsen.