30. januar 2012, 06:00

Den danske kultur er besat, får vi at vide, og det er ikke af onde nazister, men af en mægtigere fjende, nemlig det engelske sprog.

Danske humanistiske forskere tvinges til i stadig større grad at publicere på engelsk med det resultat, at det danske sprog langsomt, men sikkert forsvinder som anerkendt forskningssprog.

MMD fører de sædvanlige kulturkonservative klicheer til torvs om kulturelt forfald og luftige overvejelser over forholdet mellem modersmål, kultur og identitet. Og som altid, når de kulturkonservative kernetropper marcherer, er det gerne med det formål at rulle en ellers sund udvikling tilbage. Faktum er, at dansk humanistisk forskning har befundet sig i en krise i mange år. Forskernes manglende fokus på at publicere på engelsk har dækket over manglende lyst og evner til at måle sig med de bedste forskere inden for deres felt.

Kravet om at publicere i internationale peer-reviewed tidsskrifter udspringer ikke af en idé om, som MDD ellers påstår, at engelsk i sig selv er et finere sprog. Når humanistiske forskere i stigende grad bliver underlagt et krav om at skrive på engelsk, er det fordi, det er den eneste måde, de/man kan sikre sig, at deres/éns forskning har den rette videnskabelige værdi.

En dansk Shakespeare-forsker kan ikke nøjes med at sende sine artikler til danske tidsskrifter. Hvad der repræsenterer ny forskning i den hjemmelige andedam, er ikke nødvendigvis særligt nyt, når det bliver målt imod den internationale forskning inden for feltet. Derfor er det selvsagt vigtigt, at man som dansk forsker også prøver sine ideer af i en international kontekst. Det har naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige forskere gjort i mange år, og humanistiske forskere bør selvfølgelig gøre det samme.

MDD er bange for, at kravet om at publicere på engelsk har indvirkning på, hvilke emner man kan forske i. Her har MDD mere fast grund under fødderne, men til gengæld slår han åbne døre ind. Det er klart, at det kan være svært at publicere internationalt om de danske landbrugsreformer. Men de danske universiteter er allerede klar over, at visse fag og visse emner er tættere knyttet til det danske sprog end andre.

Der er til gengæld mange andre emner og problemstillinger, der bliver undervist i på danske universiteter, og som sagtens kan publiceres i internationale tidsskrifter. Endelig vil det hjælpe på udviklingen hen imod større internationalisering, hvis man allerede på ph.d.-niveau havde internationale publiceringspotentiale med i overvejelserne, når man valgte emne.

Der er intet til hinder for, at en dansk forsker kan skrive en ph.d.-afhandling om den franske borgerkrig. Det ville i øvrigt også gøre det lettere for danske ph.d.-studerende at få job på et udenlandsk universitet.

Hvad humaniora har brug for, er ikke tilbagevenden til de gode gamle dage, hvor forskerne udgav ligegyldige afhandlinger på dansk, men en øget internationalisering med fokus på peer-reviewed publikationer i internationale tidsskrifter.

Heldigvis går udviklingen også i den retning, men det går alt for langsomt.