Lars Barfoed overtog Det Konservative Folkeparti, da det var på et historisk lavpunkt. Det bliver en sej kamp at få partiet genrejst.
25. august 2011, 14:40
Den konservative leder Lars Barfoed skal først og fremmest sikre, at partiet får et nogenlunde resultat efter den krise, som den tidligere formand og nuværende udenrigsminister, Lene Espersen, bragte Det Konservative Folkeparti i. Krisen førte til Espersens afgang som partiformand i januar i år, og 54-årige Barfoed overtog derefter posten.
Hans forgænger var genstand for en del kritik, fordi Espersen meldte afbud til en række møder. I marts 2010 undlod hun således at deltage i et møde med Artic-5 i Canada, og i juli droppede hun at tage til udenrigsministermøde i EU. Begge gange fordi hun i stedet tog på familieferie i Sydeuropa.
Det resulterede i en lang periode med rekordringe meningsmålinger og pres på Lene Espersen fra partiets bagland om at forlade formandsposten.
I marts overtog Lars Barfoed posten som formand af partiet ved en ekstraordinær generalforsamling. Dengang var Konservative på historisk lave seks procent i meningsmålingerne. Det ligger langt fra Bendt Bendtsens stabile otte år ved roret. Han blev kaldt ”Mr. 10 procent”, fordi han i alle årene holdt partiet på et valgresultat på cirka 10 procent.
Lars Barfoeds metode for at bringe partiet på rette kurs har været at søge tilbage til de klassiske, konservative dyder. Han har lagt partiets fokus på elementer som stimulering af privatforbruget, lavere skatteprocenter og et mindre statsapparat.
Samtidig har Lars Barfoed lagt en udtalt afstand til yndlingsrivalerne fra Dansk Folkeparti. Han har pure afvist, at Dansk Folkeparti kan indgå i regering med Venstre og Konservative og har på ultimativ vis udmeldt, at De Konservative hellere vil stå uden for en borgerlig regering, end de vil dele magten med Pia Kjærsgaard og co.
Lars Barfoed har ikke taget kvantespring i meningsmålingerne, men partiet har været oppe omkring de otte procent. Meningsmålinger fra starten af august viste dog, at Det Konservative Folkeparti svinger på omkring seks procent, som vil give dem 10 mandater i Folketinget. I dag har de 18.
Den konservative politiske leder ser ud til at have et langt sejt træk for at genrejse partiet og sig selv som leder. Mr. Otte-mandater-mistet lyder ikke så godt.
Thomas Larsens bud på Barfoeds styrker
B.dk har bedt Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, præsentere en række styrker og svagheder ved hver politisk leder.
- Hans politiske indsigt og hans politiske gemyt, som meget seriøs og meget sagligt orienteret, vil måske få et lille gennembrud, hvis valgkampen kommer til at handle meget om økonomisk politik.
- Barfoed blev enstemmigt valgt, og jeg tror, der er en vilje i partiet til at bakke op om ham og sikre ham et bagland, der hænger sammen. Ledelsesskiftet kunne nemt have udviklet sig til en uhyre giftig affære, men det var ret velordnet.
- Som debattør er han rolig, velovervejet og har styr på sine argumenter – især i den økonomiske politik, hvor han er på hjemmebane.
- Han har en fordel i og med, at han har en fornuftig chance for at overraske positivt. For de Konservative blev virkeligt banket helt i dørken under Lene Espersens ledelseskrise, og nu er den løst, der er sket et formandsskifte, hele debatten herhjemme handler om økonomi, hvor de Konservative står stærkt.
Thomas Larsens bud på Barfoeds svagheder
- Det kan blive et problem for Lars Barfoed, at han ikke kan sælge den rene, konservative vare om endnu flere besparelser, en endnu hårdere beskæring af den offentlige sektor og kommende skattelettelser, for han kan risikere, at hans budskaber vil skabe ballade internt i blå lejr.
- Hans svagheder er den klassiske for Konservative. Partiet kan risikere at blive klemt lidt mellem Venstre og DF, som er så gode til at sætte dagsordener – også i en valgkamp.
- Lars Barfoed står på en knivsæg, når det handler om at skulle sælge de konservative budskaber om, at det er nødvendigt med omfattende skattereformer for at få danskerne til at arbejde mere. Hvis han melder fuldtonet ud, kommer han til at skabe ballade i blå lejr.
- Lars Barfoed har en tendens til at fremstå lidt farveløs og kedelig, uden temperament. Det kommer vi til at se ham arbejde med i valgkampen.
Web-TV: Hvis Barfoed havde magten.


































