Mette Frederiksen har længe været på tale som socialminister - men i stedet bliver det Beskæftigelsesministeriet, hun skal stå i spidsen for.
3. oktober 2011, 15:02
Mette Frederiksen sætter to fede streger under det sociale i Socialdemokratiet.
Den 33-årige nyudnævnte beskæftigelsesminister er rødglødende forkæmper for social lighed og retfærdighed - noget, der også vil præge hendes nye job for at skaffe folk i arbejde.
Mette Frederiksen voksede op i et socialdemokratisk hjem i Aalborg med sin far og mor, der var henholdsvis typograf og pædagog.
Sideløbende med sin uddannelse i samfundsfag og afrikastudier på universitet i både Aalborg og København var Mette Frederiksen politisk aktiv. Det var især Nelson Mandelas kamp mod apartheidstyret og kampen for at bevare regnskoven, der i første omgang vakte hendes politiske interesse.
Allerede i 2001 blev hun valgt ind i Folketinget og arbejdede sig hurtigt op i rækkerne.
Hun blev ordfører for kultur, medie og ligestilling, og i 2005 blev hun socialordfører og næstformand i folketingsgruppen.
I 2010 kom Mette Frederiksens sociale indignation dog på prøve, da hun valgte at sætte sin datter i privatskolen Hareskovens Lilleskole.
En skarp kritik haglede ned over hende, fordi hun fem år forinden var gået til angreb på forældre, der netop vælger privatskoler:
- Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole så snart der er problemer i folkeskolen, skrev hun i sit forsvar for folkeskolen.
/ritzau/


































