Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mere end en parentes efter Fogh?

Statsminister Lars Løkke Rasmussens politiske projekt skal med folketingsvalget til den afgørende eksamen, som betyder knald eller fald for Venstre-formanden.

For statsminister og formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen betyder det alt eller intet at vinde valget, selvom han allerede sidder i stolen.

Statsministeren har endnu ikke stået i spidsen for en borgerlig valgsejr, eftersom han arvede magten fra Anders Fogh Rasmussen, da Fogh blev generalsekretær i NATO.

Siden er ”Lille Lars fra Græsted” vokset i rollen som statsminister, og det er lykkedes ham at formulere sit politiske projekt, først i sin nytårstale ved årsskiftet, hvor han proklamerede, at han ville afskaffe efterlønnen og siden med 2020-planen for en genopretning af dansk økonomi.

Nu skal projekt Løkke afprøves, og det er op til de danske vælgere at afgøre, om Lars Løkke Rasmussen skal blive mere end en parentes efter Anders Fogh Rasmussen.

B.dk har lavet en billedserie med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

De fleste meningsmålinger foreslår, at Lars Løkke Rasmussen kan blive skyld i, at ti års borgerlig statsstyring bliver tabt på gulvet, men han har også haft en hård opgave at løfte, siden han overtog statsministerposten i april 2009. Først og fremmest fordi han overtog styringen af et land, som oplevede konsekvenserne af en international økonomisk krise.

Siden Lars Løkke Rasmussen blev statsminister, har hans fokus derfor været på økonomien.

I forbindelse med den økonomiske politik har Lars Løkke Rasmussen da også modtaget skulderklap – fra partiets bagland, flere økonomer og dansk erhvervsliv. Men det har også givet ham udfordringer i det politiske samarbejde. Kerneproblemet er støttepartiet Dansk Folkeparti, som fra start har været meget modvillige overfor en forringelse – for slet ikke at sige afskaffelse – af efterlønnen.

Det kan også være denne uoverensstemmelse om den økonomiske politik, der kan skabe splid under valgkampen og blive farlig for Lars Løkke Rasmussen.

Thomas Larsen om Løkkes styrker

B.dk har bedt Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, præsentere en række styrker og svagheder ved hver politisk leder.

- Lars Løkke Rasmussens evidente styrke er, at der ikke er nogen i hans profession, der matcher den erfaring, indsigt og træning, som han besidder. Han har været minister siden 2001, og det har ikke været som juniorministerier, men som superminister fra dag ét. Tidligt som indenrigs – og sundhedsminister og siden som finansminister. Det har virkelig været tunge poster, han har haft, og han har gennemført store reformer, såsom strukturreformen.

- En anden styrke er, at han er kommet med økonomiske reformer i sin tid som regeringschef. Genopretningspakken fra 2010 fik anerkendende ord med fra landets økonomer. Så har der været den dristige nytårstale og ikke mindst den modige 2020-plan, som nu er lagt frem.

- Som debattør kan han være meget svingende i sine præstationer. Der har været eksempler på, at han har optrådt lidt fornærmet, arrogant og irritabel, og så har der været andre gange, hvor han har været seriøs og veloplagt, hvor han har formået at bruge sin dybe indsigt i sagerne til at spidde sine modstandere.

Thomas Larsen om Løkkes svagheder

- Selvom han sagligt står stærkt, er det ikke det samme som at stå stærkt hos vælgerne. Hvis han ikke evner at forklare, hvorfor hans økonomiske plan er nødvendig for at sikre fremtidens velfærd, så kommer han til at tabe valget.

- Der har i stigende grad været interne opgør inden for VKO-blokken. Det kan give vælgerne et indtryk af, at VKO er slidt, og ikke kan blive enige længere, at partierne i virkeligheden gør et dårligt team.

- Lars Løkke Rasmussen største udfordring eller svaghed er, at han står i spidsen for en regering, der har siddet i rigtigt lang tid. Der er en del vælgere derude, at der ganske simpelt ønsker, at der skal ske noget nyt.