Liberal Alliances Anders Samuelsen langer ud efter regeringen for at svigte en borgerlig mærkesag
3. maj 2011, 05:58
Liberal Alliances Anders Samuelsen langer ud efter regeringen for at svigte en borgerlig mærkesag ved at skaffe penge til øget velfærd, men ikke til skattelettelser i den såkaldte 2020-plan.
Hvis Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti inden valget laver en 2020-aftale uden skattelettelser, vil Anders Samuelsen tage sagen op efter valget, hvor LA kan sidde med de afgørende mandater, når en eventuel borgerlig regering skal skrive regeringsgrundlag.
»I det omfang vi ikke kan få vores indflydelse igennem før et valg, må vi tage det efter et valg,« siger Anders Samuelsen.
Regeringens plan er at styrke økonomien med 47 mia. kr. i 2020 ved blandt andet at afskaffe efterlønnen og hæve folkepensionsalderen tidligere end planlagt. Men ikke alle pengene går til at skabe balance i økonomien.
Det offentlige forbrug skal ifølge regeringen vokse 0,8 procent om året. Det koster ifølge en beregning fra den borgerlige tænketank CEPOS i alt 26 mia. kr. i 2020. Anders Samuelsen foreslår, at halvdelen bruges til skattelettelser og appellerer til de Konservative, der tidligere har talt meget om skat.
»Det er et symptom på, hvad V og K har valgt at kalde borgerlig politik de sidste ti år. Det fortsætter de med i det sidste udspil, de har før valget. Det undrer mig meget. Hvis man bare tog halvdelen af pengene, ville man komme rigtig langt med topskatten eller selskabsskatten. Vi har ikke de afgørende mandater nu, men de Konservative burde jo klokkeklart bakke op og sige, at nu er der faktisk fundet et råderum,« siger Anders Samuelsen.


































