Kronprinsens kolde fødder

Opgøret i Venstre er historien om et mislykket kongemord, et modkup og en kronprins, der fik kolde fødder. Efter røgen har lagt sig, mener flere af Kristian Jensens støtter, at han ofrede dem og sikrede sig selv. Andre at han reddede partiet.

»Jeg er da ked af, hvis nogen synes, at jeg har svigtet. Men jeg har gjort det, jeg i situationen mente var bedst for Venstre i forhold til at vinde næste folketingsvalg og dermed lede Danmark,« siger Kristian Jensen.
»Jeg er da ked af, hvis nogen synes, at jeg har svigtet. Men jeg har gjort det, jeg i situationen mente var bedst for Venstre i forhold til at vinde næste folketingsvalg og dermed lede Danmark,« siger Kristian Jensen.

De kiggede måbende på hinanden.

Flere af Lars Løkke Rasmussens kritikere følte sig overbeviste om, at Løkke var færdig. At det ville lykkes at vælte ham som formand. Men efter en kort pause og et møde i en kælder under Odense Congress Center, hvor Løkke tirsdag aften satte hårdt mod hårdt, lagde Kristian Jensen oprøret ned. Nu var der ikke længere behov for et ekstraordinært landsmøde med det formål at udpege en ny Venstre-høvding.

Flere af Kristian Jensens støtter fortæller til Berlingske, at de ikke kunne tro deres egne ører. De havde entydigt lagt deres æg i Kristian Jensens kurv, men fik nu en følelse af, at han havde tabt dem på gulvet. Flere folketingsmedlemmer havde satset deres politiske fremtid på åbent at detronisere den siddende Venstre-formand. Et kuldsejlet forsøg på et cæsarmord, som nok ikke får nogen umiddelbare og direkte konsekvenser for fordelingen af ordførerskaber og ansvar i partiet, men som kan indsnævre horisonten for flere af de fremadstræbende Venstre-folk, så længe formanden hedder Lars Løkke Rasmussen.

Opstanden mod Lars Løkke Rasmussen startede fra bunden, men blev orkestreret på det væsentligste stykke af vejen, nemlig den afgørende slutspurt, hvor kongemordet skulle fuldføres. Som perler på en snor erklærede først lokalformænd, så kommuneformænd, borgmestre og til sidst folketingsmedlemmer, at de havde mistet tilliden til Løkke. Det var nøje gennemtænkt – og Kristian Jensen kendte til planerne, hævder en kilde i hans egen lejr.

Derfor er skuffelsen også udtalt i kølvandet på den mislykkede revolte, da det i stedet lykkedes for Lars Løkke Rasmussen at pacificere sin næstformand. Flere af Kristian Jensens egne støtter mener, at han svigtede dem, da det gjaldt. Og at han af den grund ikke skal regne med den samme støtte, når det igen gælder på et senere tidspunkt.

»Kristian Jensen bliver aldrig formand for Venstre. De, der har rejst sig op og kastet sig ind i kampen, oplever et stort svigt,« siger en fremtrædende Venstre-kilde.

Andre af hans støtter er mere tilgivende. De argumenterer for, at Kristian Jensen ikke kun tænkte på sig selv, men sikrede, at Venstre ikke blev kastet ud i et endnu længere, opslidende magtopgør, som ville få Løkkes tøjbilag til at ligne ligegyldige renserikvitteringer. De mener, at konklusionen på Venstres dramatiske hovedbestyrelsesmøde tirsdag aften i stedet var et resultat af et sjældent set kynisk og egoistisk magtgreb fra Løkkes side. At Løkke den aften måske nok viste sig som en stor politisk håndværker, men i endnu højere grad som en politisk bulldozer med egen vinding for øje.

»Manden var så presset, at han ville tage partiet med sig i graven. Enten ville han selv stille op mod Kristian eller sørge for en anden modkandidat, så der ville komme en opslidende magtkamp helt frem til et landsmøde,« som et medlem af Venstres hovedbestyrelse siger.

Fortællingen om Kristian Jensen rummer flere aspekter, mener Venstre-kenderen Jarl Cordua, der i dag er vært på Radio24syv.

»Der vil helt klart være Kristian Jensen-støtter, der mener, at han har svigtet dem. Men den store midtergruppe i partiet, som ikke befinder sig på nogen fløj, kan sagtens have stor respekt for den beslutning, Kristian Jensen traf, fordi han har sparet partiet for et ubehageligt og opslidende formandsopgør,« siger han.

Når man taler med kilder i Venstre, er flere af dem uenige om, hvordan de seneste par uger skal fortolkes. Hvem skal have skyld, skam, arv og gæld? Enige er de dog alle om, at det har været grænseoverskridende ubehageligt at være en del af. Og at tirsdag den 3. juni 2014 vil stå tilbage som en af de sorteste dage i partiets historie. En Kennedy-dag for alle, der vil Venstre det godt.

Det begyndte med et møde i den folketingsgruppe, der ofte er præget af politiske drøftelser og sammenhold. Tirsdag var alt anderledes. Ni folketingsmedlemmer rejste sig og krævede Lars Løkke Rasmussens afgang som formand, andre så chokerede til imens. Det forræderi, de oplevede det som, kan aldrig tilgives og vil aldrig blive glemt, fortæller flere af dem i dag. Stormen har ganske vist lagt sig, men dens skader i form af mistillid og skuffelse bliver stående.

Tydeligt var det også, at flere af Løkkes kritikere var bevidste om, at de var drejet ind på en vej med ensretning. Maskerne var faldet og dramaets point of no return passeret. Nu handlede det i bedste Machiavelli-forstand om at slå så hårdt, at modstanderen ikke kunne rejse sig op og slå igen.

Og længe så det ud til at lykkes. Efter gruppemødet var der ikke meget tvivl hos Lars Løkke Rasmussens nærmeste om, at slaget var tabt. Inklusiv hos Løkke selv, der personligt meddelte flere i sin inderkreds, at han ville gå af efter hovedbestyrelsesmødet.

Svært var det også at høre Løkkes lange interview med journalisterne før mødet som andet end et politisk testamente. Stolt fortalte han om sit liv i politik og de resultater, der havde formet det.

Men på mødet udviklede stemningen sig i en retning, som man i Løkke-lejren kun kunne drømme om. Der bredte sig ifølge flere tilstedeværende en stemning af forståelse og positiv overraskelse, da partisekretær Claus Richter og kasserer Nicolai Mallet gav deres version af de omstændigheder, der knyttede sig til indkøbet af tøj og flybilletter til formanden for kontingentpenge.

Og samtidig havde Lars Løkke et trumfkort ved navn Søren Gade i ærmet. Allerede om mandagen havde flere Løkke-støtter, heriblandt hans nære ven Herning-borgmester Lars Krarup, kontaktet den engang så populære forsvarsminister for at spørge, om han ville være interesseret i at blive formandskandidat, hvis Lars Løkke Rasmussen blev fældet.

Presset på Gade var massivt, og han gjorde aldrig sin stilling endeligt op, men har i dagene efter erkendt, at han stillede sig til rådighed for Løkke. Dermed kunne han bruges som en altafgørende brik for Lars Løkke Rasmussen i det magtopgør med Kristian Jensen, som fik sin afslutning i en kælder under Odense Congress Center. Presset på Kristian Jensen var også af en karakter, så han valgte selv at ringe til Søren Gade for at få klarhed over den tidligere forsvarsministers position.

»Jeg ringede til Søren, da jeg hørte rygtet, og blev klar over, at han ikke havde besluttet sig endnu. Jeg fortalte ham, at hvis Lars Løkke ville stoppe i løbet af tirsdag aften, så var jeg klar til at stille op som formand. Og det måtte han (Søren Gade, red.) jo så forholde sig til,« siger Kristian Jensen.

Mens nogle Venstre-folk opfatter Kristian Jensens sene afblæsning af Løkke-opgøret som et svaghedstegn, siger kilder i Kristian Jensen-lejren, at der under hovedbestyrelsesmødet opstod tvivl om opbakningen til det endelige opgør med Løkke – et ekstraordinært landsmøde. Og havde Løkke først sikret sig mere end to tredjedeles opbakning under afstemningen, ville Kristian Jensen for alvor stå afpillet tilbage. Derfor var analysen, at Kristian Jensen måtte forhandle, mens han stadig havde noget at forhandle med. Alternativet ville være i strid med hans egen interesse, men ville også være direkte uansvarligt over for de mennesker, der havde risikeret deres positioner for hans skyld.

Under forhandlingerne har Kristian Jensen ifølge V-kilder fået håndslag på, at hans støtter bliver fredet, og at han selv bliver afsender på flere Venstre-udspil i fremtiden. Der er mere tvivl om, hvad Løkke har lovet sin næstformand, hvis Venstre taber næste valg. Nogen mener at vide, at Løkke nu med sikkerhed vil overlade posten til Jensen. Andre påpeger, at Kristian Jensen ikke kan vide sig sikker, og at det ville ligne Løkke dårligt at give den slags garantier.

Uanset hvad mener Kristian Jensen ikke, at han svigtede sine støtter den famøse tirsdag aften i Odense.

Hvad siger du til, at nogen at dine støtter siger til os, at de føler sig svigtede af dig?

»Jeg er da ked af, hvis nogen synes, at jeg har svigtet. Men jeg har gjort det, jeg i situationen mente var bedst for Venstre i forhold til at vinde næste folketingsvalg og dermed lede Danmark.«

Han mener ikke, at han har forringet sine muligheder for at blive Venstre-formand i fremtiden.

»Jeg er uenig i vurderingen. Jeg mener, det betyder, at der er et stærkt parti, som på et tidspunkt skal vælge en ny formand, når Lars engang stopper. Og der kan kun fremtiden vise, hvad der vil ske. Det kan man ikke spå om.«

Kan du afvise, at du har orkestreret det her oprør mod Lars Løkke?

»Jeg har ikke været oprørsleder. Jeg har sagt, hver eneste gang jeg blev spurgt, at jeg har tillid til Lars Løkke Rasmussen, og at jeg ikke er modkandidat til Lars Løkke Rasmussen.«

Men kunne du så ikke mere aktivt have bremset dine støtter i det, så de ikke var endt i den her situation, hvis du alligevel ikke ønskede det?

»Jeg har ikke nogen kommentarer til det. Jeg tror, at jeg har sagt det, jeg gerne vil bidrage med i den diskussion,« siger Kristian Jensen.

Under hele forløbet befandt Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, sig i Lars Løkke Rasmussens absolutte inderkreds. Han er glad for den udgang, som de dramatiske uger fik. For det ville ikke kun på kort sigt have været skadeligt at miste Lars Løkke Rasmussen som formand, mener Lund Poulsen, det ville også have fået mere langsigtede konsekvenser for partiet.

»Jeg er af den opfattelse, at det aldrig kan være i et partis interesse, at man tillader et kongemord på en formand. Konsekvenserne af det har man set i andre partier,« som han siger.

En anden Løkke-støtte, integrationsordfører Martin Geertsen, er enig:

»Vi har en god tradition for, at vi i modsætning til andre partier ikke begiver os ud i kongemord. Uanset om man ønsker Lars Løkke Rasmussen eller ej, så ville de konturer af partiet, som vi kunne se, være helt forfærdelige at udstyre en ny formand med. For der ville være kommet en modreaktion fra os, der ønskede Lars Løkke, hvis det var lykkedes for andre at fortrænge ham. Det er helt sikkert.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.