30. december 2011, 11:37 – opdateret 30. december 2011, 11:50

Den britiske historiker Tony Judt, en af de mest indsigtsfulde iagttagere af Europas tilstand, skrev før sin alt for tidlige død, at: "hvis vi ikke har lært noget andet fra det 20. århundrede, bør vi i det mindste have forstået, at jo mere perfekt svaret er, desto mere skræmmende er dets konsekvenser. "

Det synes derfor rimeligt at hævde, at i hjertet af efterkrigstidens europæiske konstruktion har været et iboende og bevidst ufuldstændighed. Men også i denne henseende, synes statsgældskrisen, der i øjeblikket plager Eurozonen, anderledes.

Europa har gjort fraværet af perfektion til en livsstil. EU er både mellemstatsligt og føderalt; Det er på samme tid en proces og en skuespiller i sin egen ret. Det er fransk-inspireret "dirigisme" blandet med angelsaksiske "laissez-faire".

Denne indviklede konstruktion har ofte haft held til at hindre hårde og smarte "laissez-faire" aktører fra at kidnappe den politiske proces; oftere end det modsatte har den gjort denne proces temmelig kedelig at følge.

Men søgen efter konsensus har også slebet de skarpeste kanter af de deltagende aktøer.

Da en lang række kompromiser har skabt dagens EU, er snesevis af europæiske iagttagere blevet oplært til at antage, at det europæiske projekt i virkeligheden har udviklet sig takket være kriser.

Senest var det tilfædet med den fejlslagne forfatningstraktat efter 2005-folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Det europæiske projekt gennemgik en indre selvransagelse i form af en "refleksions pause" i næsten et halvt årti. Ud af denne proces kom Lissabon-traktaten.

Mindre end perfekt, som den var, blev traktaten præsenteret som bebuder af en selvsikker ny international aktør, udstyret endog med en fuldtids-præsident og endda en EU-udenrigsminister i alt andet end af navn.

Tidligere ville en aftale, som den, der blev skitseret på det seneste møde i Det Europæiske Råd den 9. december 2011, tilsvarende være udråbt som et stort skridt mod et mere integreret Europa.

En finanspolitisk "Europagt", med bindende regler på de offentlige finanser, bakket op af automatiske sanktioner ville have været genstand for skåltaler af EU-tilhængere i ugevis.

I dag hører man meget få røster, der hævder, at denne aftale var afgørende; eller end mindre, at EU vil komme styrket ud af krisen.

I stedet anklages Europas "manglende perfektion" rutinemæssigt for at være årsagen til halvfærdige og halvhjertede kompromiser.

På hvert eneste af de nu utallige europæiske topmøder går politikerne til forhandlingsbordet med løfter om at ingå overbevisende aftaler.

De kommer ud med kompromiser, der tilfredsstiller markederne i et par dage. Derefter dukker manglen på tillid op påny, og EU er henvist til igen at skulle strikke en løsning sammen.

Det er svært at forudsige, hvor længe de skrøbelige statskasser i yderkanten af eurozonen kan modstå denne sløjfe af oppustede forventninger og utilstrækkelige svar.

Men bortset fra det, så sættes der spørgsmålstegn ved selve forestillingen om, at det, der bringer Europa fremad, er ufuldstændige kompromiser, der tager hensyn til forskelle.

Hvis vi for en kort stund lægger opfattelsen til side af, at det er finansielle markeder, der afgør Europas skæbne (i sig selv et stort "hvis"), angiver Judts bemærkning en dybere årsag til den nuværende pessimisme.

I det sidste halve århundrede har fortællingen om Europa været domineret af den antagelse, at "mere Europa" ville gøre os i stand til at konkurrere, optræde og stå bedre på den internationale scene.

Mere integration var nøglen til at stille hvert europæisk land bedre. Euro-skeptikere var aldrig langt bagud, og har været der hele tiden. Men det var op til dem at modbevise denne overordnede logik.

Alle, der argumenterede for at lukke grænser, rejser barrierer og for protektionisme, blev mødt med mareridtene fra det 20. århundredes Europa. Så hellere en mere integreret, om end ufuldstændig, Union.

I dag er situationen vendt på hovedet. Som den britiske regering viste i forgangne november ser nogle regeringer på Europas tilstand og bringes instinktivt til at tro, at de vil få det bedre på egen hånd, med mindre, eller endda uden, Europa. Hvis en uventet tilstrømning af indvandrere samles ved vores grænser, er vi mere sikre, hvis vi lukker dem.

Ligeledes har den tyske økonomiske historiker, Werner Abelshauser for nylig hævdet, at Tyskland ville være bedre stillet med at skabe en mindre, retskaffen eurozone og så optræde globalt på egen hånd, bakket op af sit handelsmæssige kraftcenter.

Det en en svær opgave for enhver eurofil politisk beslutningstager i dag at forklare folk, hvorfor og hvordan professor Abelshauser tager fejl.

Den nuværende krise ser ud til at være anderledes, fordi Europas vanlige ufuldstændige løsninger ikke længere er gode nok. Det bliver sværere at afvise denne påstand for hver ny ufuldkommen konklusion fra Det Europæiske Råd.