Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Konservative på vej mod afgrunden

Det tidligere regeringsparti får blot 2,6 procent af stemmerne i ny meningsmåling. Det er dog for tidligt at afskrive partiet, mener en forsker.

Tilslutningen til Det Konservative Folkeparti går kun én vej: Nedad. Ifølge den seneste Gallup-måling foretaget for Berlingske balancerer det tidligere regeringsparti nu på kanten af spærregrænsen med blot 2,6 procent af stemmerne.

Dermed er de konservative næsten halveret i forhold til valget i 2011, hvor 4,9 procent af vælgerne stemte på liste C.

Den nye meningsmåling er den foreløbige kulmination på flere års uafbrudt nedtur, som for alvor tog fart med daværende partiformand og udenrigsminister Lene Espersens såkaldte feriesag i foråret 2010.

Espersens efterfølger på formandsposten, Lars Barfoed, har ikke formået at give partiet en ny profil, og det er netop, hvad de konservative har brug for, mener valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

- Partiet er klemt på flere fronter. Først og fremmest af Venstre, som har domineret regeringssamarbejdet. Selv da den tidligere regering lancerede afskaffelsen af efterlønnen, som er en konservativ mærkesag, kunne de konservative ikke markere det som en sejr, siger Rune Stubager.

Den anden store trussel mod partiet er Liberal Alliance.

- Liberal Alliance har overtaget en god del af den konservative politik, ikke mindst den lavere skat og hensynet til erhvervslivet. Vælgerne har svært ved at se, hvad Konservative rent faktisk står for, så derfor er mange, også konservative kernevælgere, gået over til Liberal Alliance, siger valgforskeren.

I det konservative bagland skaber den nye meningsmåling kolde gys. »Uha«, siger Mogens Lønborg, tidligere borgmester og nuværende K-leder på Københavns Rådhus, da Berlingske Nyhedsbureau fortæller ham om den aktuelle tilslutning til partiet.

Han mener, at Det Konservative Folkeparti er blevet tildelt en taberrolle, som det er svært at komme af med igen.

- Det er ikke in at være konservativ. De borgerlige vælgere samler sig om Lars Løkke Rasmussen (V), og det er svært at hamle op imod. Men jeg er sikker på, at der er en vej ud af krisen, siger Mogens Lønborg, der sætter sin lid til Lars Barfoed.

- Han er optaget af at holde linjen og markere en klar, borgerlig politik. Vi skal vise, at vi er klar til at tage opgøret med forsørgersamfundet. Det er vores chance, siger han.

Partiets aarhusianske rådmand, Marc Perera Christensen, har også tiltro til Lars Barfoeds linje.

- Ledelsen har sat ind de rigtige steder. Vi skal nok rejse os igen, siger han.

Valgforsker Rune Stubager mener da også, at det er for tidligt at afskrive de konservative.

- Barfoed er kommet med flere selvstændige udspil. Partiet har valgt en strategi, og så må tiden vise, om det giver resultat. Men det er godt nok op ad bakke, konstaterer han.