Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kirkeminister møder kritik om homovielser

Kirkeminister Manu Sareen møder hård kritik, fordi han ikke længere vil garantere, at homoseksuelle, der bliver viet i folkekirken, kan kalde sig "ægtefæller".

Livsfæller eller ægtefæller?

Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R), som har kæmpet for homoseksuelle ægteskaber, vil ikke længere garantere, at to bøsser eller lesbiske kan kalde sig ægtefæller efter at blive viet i kirken. I stedet åbner han nu op for, at homoseksuelle kan kalde sig "livsfæller". Det strider imod Manu Sareens tidligere udmelding på området og ligner en fortsættelse af den linje, som tidligere kirkeminister Per Stig Møller (K) førte.

Derfor møder ligestillings- og kirkeministeren nu kritik fra både vælgere og kollegaer. Enhedslisten har kritiseret ministerens nye melding, men også den radikale kollega og tidligere borgmester Klaus Bondam skriver til Manu Sareen på facebook:

- Det her er jo absurd. (...) Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det er 10 biskopper, der skal bestemme over ligestillingen i Danmark. Kære Manu Sareen: Lad være med at lægge dig fladt ned for den danske Folkekirke (...) Hvis du er en politiker, der har modet til at tage dette livtag, så vil du indskrive dig i den moderne danske politiske historie. Hvis ikke du gør noget ... ja, så er du blot endnu en minister, der ikke tør handle der, hvor det virkelig gælder, og som lader sig drive rundt i manegen af 'tjenstvillige' embedsmænd.

Også den homoseksuelle salgsdirektør hos Startour, Stig Elling, er skuffet over Manu Sareens udmelding, som han betegner som "løftebrud":

- For det første løber han (Manu Sareen red.) fra et af de valgløfter, som regeringen gang på gang har lovet os homoseksuelle. Dernæst er han, ved at heteroseksuelle skal kalde hinanden ægtefæller, mens vi homoseksuelle skal sige livsfæller, med til at gøre os anderledes og nogle, som er mindre værd. Hvorfor skal det hedde noget andet, Manu? spørger Stig Elling retorisk.

I et interview bragt i magasinet "Out & About" udtaler Manu Sareen, at der er fordele ved at betegne homoseksuelle, der er blevet viet som "livsfæller" frem for at ligestille vielsesritualet helt, sådan som både S, SF, R og EL tidligere har lagt op til. For han bliver nødt til at holde sammen på folkekirken og tage hensyn til kirkens ønsker, påpeger han over for Out & About.

- Det med "livsfæller" er lidt en underlig ting, men måske skal man vænne sig til det. En fordel ved denne model er, at otte ud af ti biskopper bakker op, og det er meget væsentligt for mig, siger ministeren til magasinet Out & About. Det nytter ikke noget, at jeg går derhen, hvis jeg så står der alene. Der kommer ikke noget ud af det, med mindre jeg får samlet et flertal. Jeg er også chef for kirken og skal holde sammen på den.

Over for Berlingske vil Manu Sareen heller ikke garantere, at homoseksuelle kan kalde sig for ægtefæller i fremtiden.

Hvorfor kan du nu ikke sige meget klart, at homoseksuelle skal kunne kalde sig for ægtefæller, når du tidligere har kunnet sige det meget klart?

- Fordi vi er ved at undersøge det i øjeblikket. Det er også det, der står i regeringsgrundlaget. Vi har allerede sat gang i, at homoseksuelle skal kunne blive viet i folkekirken. Nu går vi så i gang med at undersøge en kønsneutral vielse, som der står i regeringsgrundlaget. Når man laver lovgivningsarbejde bliver man nødt til først at undersøge, hvad konsekvenserne er af det. Det skal ske på det bedst mulige oplyste grundlag, og det er jo det, vi prøver at gøre nu. Det er en pligt, at vi ikke står i en situation som med knivlovgivningen, der ikke blev lavet ordentligt, og så træk man det tilbage igen, siger han.

Kan du forstå de vælgere, der er skuffede over, at du ikke længere kan sige meget klart, at homoseksuelle kan kalde sig for ægtefæller?

- Hvis man læser hele interviewet i Out & About, kan jeg ikke forstå det. For der står jo, at jeg arbejder på det.

Arbejder du for, at man kan kalde sig ægtefæller eller for, at man kan kalde sig livsfæller?

- Jeg arbejder på at få lavet et forslag, som de andre ordførere skal se, som det plejer at være med al politik. Det er det, som vi er ved at arbejde på. Vi bliver nødt til først at vide, hvad det betyder, hvis vi juridisk sidestiller homoseksuelle vielser med heteroseksuelle vielser.

INFOshop: Danskerne, påsken og livet med kirken