25. januar 2012, 15:40

Hvert år den 27. januar afholdes der i mange lande Holocaust-mindedag. Også i Danmark bliver der afholdt mindedag, og rundt om i landet står udvalgte kommuner for arrangementer, der på forskellig vis sætter fokus på nazismens udryddelse af jøder, men også romaer, homoseksuelle og handicappede. I Danmark er Holocaust-mindedagen tillige tilegnet ofre for andre folkedrab. Det gælder f.eks. ofre for massakren i Srebrenica i 1995 og for folkedrabet i Rwanda i 1994. Ofrene bliver mindet og deres menneskelige værdighed bliver respekteret. De var ikke bare bunker af lig, men havde hver en identitet, et liv og en historie.

At respektere den menneskelige værdighed er en af de værdier, der står indskrevet i den europæiske forfatningstraktat. Holocaust-mindedagen falder derfor godt i tråd med bestræbelserne på at håndhœve det fælles værdi- og normsæt inden for EU. Beslutningen om at indføre Holocaust-mindedagen, eller Auschwitz-dag, i Danmark, skal derfor ses som led i den proces, der fra midten af 1990’erne har institutionaliseret erindringen efter Holocaust. Auschwitz-dag er altså del af den erindringspolitik, der har udviklet sig i Europa gennem de sidste10-15 år.

Med i denne erindringspolitik hører også, at stater lovgiver for, hvordan man skal forholde sig til fortiden. I mange europæiske lande er det forbudt at benægte Holocaust, men Danmark har faktisk også været med til i EU-sammenhæng at underskrive en rammeaftale, der gør det strafbart at benægte Holocaust. Man kan ifølge aftalen ikke benægte Holocaust, hvis det er fordi man ikke kan lide jøder. Ikke umiddelbart helt i tråd med den kraftige understregning af ytringsfriheden, som Danmark har praktiseret de senere år, men samtidig forståeligt, for hvem vil være med til at beskytte Holocaust-benægtelse i ytringsfrihedens navn? Nok ikke mange politikere.

Igennem de sidste par år er der i EU-regi opstået en diskussion omkring, hvordan man skal forholde sig til den kommunistiske fortid. Det skyldes krav fra en række tidligere kommunistiske lande, der i 2004 kom med i EU og nu også vil sætte deres præg på den europæiske erindringspolitik. Det er lande som Polen, Tjekkiet, Estland, Letland og Litauen. Således blev det i 2009 af EU-parlamentet besluttet at gøre den 23. august til en mindedag for ofrene for totalitarismen. Altså en dag, der både mindes ofrene for nazismen og stalinismen. Ikke alle stemmer i den europæiske debat har været lige glade for denne mindedag. Nogle hævder, at den ligestiller ofre for Holocaust med stalinismens ofre. Andre peger på den uheldige symbolik, der ligger i valget af den 23. august, som også er årsdagen for Molotov-Ribbentrop-pagten.

Men skal stater virkelig blande sig i fortolkningen af fortiden? Hvad skal vi med alle de mindedage og politiske bestemmelser? Er det reelt et udtryk for historieløshed? Ja, det kan det være. Hverken stater eller EU skal blande sig i, hvordan der skrives historie. Fortiden skabes i et konstant samspil med nutiden, og derfor vil det føre til bevidsthedsmæssig stagnation, hvis vi indfører regler for, hvordan vi skal forstå den. Men fortiden har samtidig fået en central betydning for nutidens identitetskonstruktioner. Minoritetsgrupper konstituerer sig omkring en fælles fortid. Nationer skaber sammenhæng og mening gennem historiske narrativer. Og stater relaterer sig til andre stater ved at anerkende deres historie. Man taler f.eks. om Sorry-stater, der siger undskyld til andre stater for dermed at anerkende tidligere tiders overgreb.

Derfor er der også meget politik i omgangen med fortiden. Der er minoritetspolitik, udenrigspolitik og faktisk også sikkerhedspolitik. Stater kan skabe bedre forhold til nabostater, hvis de anerkender fortidige krænkelser. Og her er det mest aktuelle eksempel kravet om den tyrkiske stats anerkendelse af det armenske folkedrab, hvor Frankrig er gået i spidsen for et mere bevidst europæisk standpunkt. I denne uge vedtog det franske senat en lov, der bl.a. gør det strafbart at benægte massakren på armenerne under første verdenskrig. For mange faghistorikere er denne lov en glidebane, for man skal ikke overgive fortiden til jurister.

Men faktisk handler den franske lov ikke om, hvem der skal fortolke fortiden. Den franske lov handler om at respektere de individer, der pga. krig blev udsat for grove menneskerettighedskrænkelser, massevold og forsøg på udslettelse. Den samme respekt, som der hvert år udvises i forbindelse med den årlige mindedag for Holocaust, hvor ofre for folkedrab mindes, og hvert liv, der blev taget, respekteres. Machhiavelli har skrevet et sted, at man kan erobre et folk, men man kan ikke erobre dets erindring. Med sin lov har det franske senat markeret, at alle folk har krav på at få deres historie respekteret. Og det er det, den europæiske erindringspolitik er tænkt som; en politik, der understreger det fælles værdi- og normgrundlag.