Hele sit liv har Ole Krarup været en politisk fighter og hårdtslående debattør. Den 76-årige Krarup er ikke sådan at stoppe.
10. september 2011, 13:02
Selvom Ole Krarup er 76 år, er han still going strong.
Det fik en politisk modstander at mærke på en særdeles konkret måde, da han forleden fik en lussing midt i Helsingør Byrådssal under en efter sigende ophidset debat. Episoden har nu fået Enhedslisten til at trække Krarup fra resten af valgkampen, men Krarup er ikke sådan at stoppe.
Den mangeårige EU-modstander, EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU, jurist og erklæret marxist har aldrig været bange for ophidsede debatter og hårdtslående argumenter. En stor del af sit arbejdsliv har han brugt i kampen mod EU.
Krarup har qua sin juridiske og politiske baggrund anlagt flere principielle retssager mod den danske stat og regering. I 1977 repræsenterede han Christiania i Højesteret og i 1998, hvor Krarup sammen med andre anlagde sag mod daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for grundlovsbrud i forbindelse med Maastricht-traktaten.
Trods de 76 år er han altså stadig aktiv. Et grimt trafikuheld i 2007 har dog sat ham noget tilbage. Han blev påkørt af en bilist i Strausbourg og fik flere alvorlige kvæstelser. Disse førte til, at han kort efter overlod pladsen til Enhedslistens Søren Søndergaard.


































