Det er ulogisk, at 16-årige skal kunne stemme, hvis de ikke er gamle nok til at købe øl, mener de Konservative.
6. januar 2012, 09:07
De Konservative beskylder regeringen for at være ulogisk, når det kommer til spørgsmål om magt og øl.
- Ret ulogisk. Regeringen mener 16-årige skal have stemmeret, men de er ikke gamle nok til at købe en øl, skriver de Konservatives ordfører, Benedikte Kiær, på sin Twitter-profil.
Udmeldingen kommer efter, at sundhedsminister Astrid Krag (SF) i dagens udgave af Berlingske siger, at man bør overveje at justere på aldersgrænsen i forhold til, hvornår unge kan købe alkohol.
- Danskernes høje alkoholforbrug er skyld i dårlig sundhed og lav levetid, og særligt blandt de unge har vi et problem, som vi må bekæmpe. Derfor er jeg glad for danskernes tilkendegivelse, og jeg mener, også at aldersgrænsen er en af de ting, som vi bør justere på, siger sundhedsministeren med hensvisning til en undersøgelse i avisen, der viser, at et stort flertal af danskerne ser positivt på at hæve aldersgrænsen for at købe alkohol.


































