17. februar 2012, 13:03

I begge tilfælde har de italienske vælgere ofte stemt ved ”at holde sig for næsen”, som den berømte historiker og journalist Indro Montanelli engang beskrev det, i et forsøg på at undgå den dårlige lugt, som opstod i kølvandet på de mange skandaler, udbredt klientelisme og ’kultur for straffefrihed’, som karakteriserer mange dele, men selvfølgelig ikke alle, af italiensk politik.

En af de ofte oversete grunde til Berlusconis valgsuccesser var løftet om at give Italien en ny samfundskontrakt. Når italienere taler om deres ”Anden Republik” med start i 1990erne, er det ikke fordi forfatningen formelt set blev ændret, men snarere fordi den tidligere kontrakt mellem folket og regeringen ikke længere var gældende.

Berlusconi vandt på mange måder vælgernes lid på løftet om, at den nye samfundskontrakt alligevel ikke skulle være alt for ny. I de tidlige 90’eres tumult opstod der nemlig en livlig folkelig debat om vælgernes tidligere hemmelige aftaler med et ofte korrupt regime. For at forsvare disse førte Berlusconi gentagne anti-kommunistiske kampagner og fremførte på denne måde en acceptabel undskyldning for at bibeholde dem - hvor absurd det end må se ud for den udefrakommende. I sidste ende lykkedes det Berlusconis regeringer at samle de to fløje, som havde udgjort den gamle magtbase for tidligere regeringer. Aftalen indeholdte skatteunddragelser for det velstående Nord, som havde et af Europas højeste indkomstniveauer med meget lav arbejdsløshed, mens man gav støtte til det mere velfærdsafhængige Syd, hvor, som på Sicilien, hans parti nød godt af gode valgresultater. Vælgerne forstod, at med en person som Berlusconi var der ikke megen udsigt, og dermed heller ikke grund til at frygte, reformer. Disse ville nemlig kunne underminere de særlige privilegier, der var en af de helt centrale svagheder ved den gamle samfundskontrakt, og som var resultatet af en sammenvikling af private og offentlige interesser.

At hælde så meget gammel vin på nye flasker førte til, at det politiske system befandt sig i politisk dødvande. Berlusconis regeringer var ikke rigtige villige til at reformere systemet på trods af mange store erklæringer om det modsatte, hvorimod centrum-venstre regeringer generelt var for svage og desorienterede til at kunnet gøre det. Mange italienere, såvel til højre som til venstre, havde opgivet alt håb om en ”Anden Republik”. Vrede og politisk tilbagetrækning herskede.

Alt dette gør det blot endnu mere interessant at se, hvordan den nuværende Monti-regering bliver mødt af befolkningen. Dens tilblivelse kan næppe tilskrives nogen anerkendt demokratisk procedure. Under pres fra både EU og finansmarkederne gav den allerede svækket regering grønt lys til en midlertidig teknokratisk regering udvalgt af ”professorer” uden nogen (direkte) forbindelse til politiske partier – det må siges, at være så langt fra folkets stemme, som det kan komme. Monti-regeringen kan selvfølgelig heller ikke blive siddende særlig længe (mandatet ender senest i 2013). Men alligevel er der en generel følelse af legitimitet. Det er som om, at denne regering uden forankring i de politiske partier pludselig formår at skabe forbindelse til folket. Selv partiet Lega Nord, som ikke støtter Monti-regeringen, fik dens tiltrækningskræft at føle, da man på partiets ’Radio Padania Liberas’ hjemmeside kunne finde en webbaseret (og derfor ikke-repræsentativ) meningsmåling, hvor 71,1 % af de adspurgte viste sig at være ”meget(!) tilfredse” med Monti (resultat blev dog hurtigt igen fjernet af radioen). Og på trods af den oplagte kritik om, at regeringen er et resultat af EU-diktering, er der mange stemmer, igen såvel til højre som venstre, som i det stille ønsker at presset udefra ikke skal forsvinde.

Spørgsmålet er så, om denne legitimitet kan blive brugt som fundament for en samfundskontrakt, eller om Italien ved det næste valg vil vende tilbage til politisk dødvande. Indtil videre har Monti-regeringen hovedsagelig søgt at leve op til de mest presserende krav om økonomisk stabilisering på mellemlang sigt, herunder en reel pensionsreform. Men regeringen er derudover også begyndt at angribe de føromtalte ’særlige interesser’ i kampen mod skatteunddragelse og i et forsøg på liberalisering af markeder med det formål at komme en lang række af de særligt privilegeret korporative interesser til livs (fra advokater til taxichauffører og offentlige ansatte). Disse ændringer er ikke nemme at føre valgkamp på, og derfor fik lignede reformforslag fra de tidlige 1990ere også en meget kort levetid.

Dog lader det til, at befolkningen er med endnu. At bygge grundstenene til en ny samfundskontrakt som går til angreb på veletableret privilegier kan kun blive en succes, hvis liberaliseringens effektivitet kombineres med en følelse af meritokrati og retfærdighed, hvis ikke solidaritet. En politik som målrettet går efter uberettigede privilegier kan hurtigt blive beskyldt for at indføre dobbelte standarder, hvis den ikke formår at dække over alle. Hvis politikken fejler, vil et flertal igen ende med at foretrække egne særinteresser frem for mere højtflyvende tanker om beskyttelse af ’alles interesse’ ud fra tesen om, at en fugl i hånden er bedre end ti på taget. Og mange vil så igen sætte deres kryds, mens de holder sig for næsen.