22. maj 2011, 22:30

Tag for eksempel Charlotte Pontoppidan Wise fra organisationen ErhvervsKvinder, der i forrige nummer af Politiko anklager mig for ikke at ville evaluere på regeringens indsats for at få flere kvinder i ledelse og bestyrelser.

Hvis Charlotte Pontoppidan Wise havde læst på lektien, ville hun vide, at charteret netop er blevet evalueret sidste efterår. Evalueringen viser, at virksomhederne tager arbejdet for flere kvinder i ledelse seriøst og bruger mange forskellige metoder for at øge mangfoldigheden.

Lige så forkert er det, når Charlotte Pon­toppidan Wise påstår, at det kun er 30 virksomheder, der har underskrevet mit nyeste initiativ, »Operation kædereaktion – anbefalinger for flere kvinder i bestyrelser«. Det rigtige tal er 54; heriblandt over halvdelen af C20-virksomhederne, der har forpligtet sig til, at deres styrkede arbejde med at øge mangfoldigheden fremover skal fremgå af årsberetningen. Også dette initiativ har jeg naturligvis til sinds at følge op på årligt.

Så mon ikke Charlotte Pontoppidan Wises ærinde er et helt andet? At nedgøre de lancerede initiativer for dermed at styrke argumenterne for at ty til en egentlig kvotelov. Man mærker hensigten og bliver forstemt!

Der er under alle omstændigheder tale om skønne spildte kræfter. Jeg vil nemlig ikke ty til kvoter, først og fremmest fordi ledelsesretten og ejerskabet til virksomhederne hverken er Charlotte Pontoppidan Wises eller min. Den ligger hos de aktionærer, der har købt og betalt for virksomheden. Derudover er kvoter et rigidt værktøj, der kun symptombehandler og som sætter det forkerte K forrest – køn frem for kvalifikationer.

Initiativer som charter for flere kvinder i ledelse, hvor virksomheder selv – med afsæt i deres egen virkelighed – opstiller konkrete mål for deres arbejde vil givetvis også fremover blive kritiseret for ikke at levere resultater hurtigt nok. Men det er jo sådan set de barske vilkår for ligestillingsarbejdet.

Der findes (desværre) ikke noget vidundermiddel, der med ét kan sprænge diverse barrierer væk og for eksempel også overbevise flere kvinder om, at de skal ville ledelse. Det bedste bevis på dette er faktisk den norske kvotelov, der ikke har ført til en stigning i antallet af kvinder på ledelsesgangene.