Lars Løkke Rasmussen (V) vil sprede trafikken ud over døgnet.
22. februar 2012, 09:24
- Arbejdsmarkedets parter må indstille sig på større fleksibilitet, når det gælder medarbejdernes arbejdstider. På den måde kan trafikken på de storkøbenhavnske veje blive spredt over større tidsrum, så risikoen for trafikpropper og forsinkelser undgås, siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen til Frederiksborg Amts Avis.
- Den samme fleksibilitet må man også indstille sig på i transporterhvervet, så noget af myldretidstrafikken kan flyttes til andre tidspunkter. På længere sigt kan man forestille sig en øget brug af intelligent trafikstyring med grønne bølger o.l. på gennemfartsvejene, siger Lars Løkke Rasmussen.
Mange af de kendte trafikproblemer i København skyldes, at mange færdselsruter er lagt om på grund af anlægsarbejde for toglinjer og metro. Hvis regeringen skulle gøre noget for at forbedre trafiksituationen i København, skulle den hellere se at få færdiggjort alle de initiativer, der er taget til at forbedre den offentlige trafik, end drømme om at få indført en betalingsring, der gør det dyrere for tusindvis af mennesker at passe deres arbejde, siger Lars Løkke Rasmussen.
Kilde: Frederiksborg Amts Avis


































