Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Helle Thorning-Schmidt

Helle Thorning-Schmidt har et ben i hver lejr. Hun voksede op i et borgerligt hjem.

Når Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, kommer til magten med støtte fra både de røde og de borgerlige radikale, stemmer det fint med, at hun har et ben i den blå lejr og et ben i den røde lejr.

Hun er vokset op i et hjem, hvor forældrene stemte borgerligt. Hun valgte at blive socialdemokrat og blev gift med sønnen af en fremtrædende, britisk socialdemokrat - men i en blå kjole.

De politiske barnesko blev trådt i Europaparlamentet, hvor en partikammerat gav hende tilnavnet Gucci-Helle på grund af hendes smarte taske.

Helle Thorning-Schmidt havde kun været medlem af Folketinget i to måneder, da hun blev formand for partiet i april 2005 efter en urafstemning.

Det lykkedes hende at forene fløjene i Socialdemokratiet og danne en stadigt stærkere alliance med SF, som nu endelig fører til magten trods tilbagegang for begge partier ved valget.

Snakken om, at hun er højrefløjens kandidat, er væk. Til gengæld har hun været plaget af dårlig presse om roderi i oplysningerne til myndighederne om mandens ophold i Danmark og hans og hendes skat i den anledning.

Den sag blegnede imidlertid i torsdags, da den hidtidige politiske ordfører Henrik Sass Larsen, måtte trække sig som ministeremne. Politiets Efterretningstjeneste kunne ikke sikkerhedsgodkende den mand, som har været Helle Thorning-Schmidts tro væbner på vej mod magten.

/ritzau/