21. februar 2012, 08:00

Det danske formandskab har hverken haft ambitioner eller mulighed for at sætte præg på EU’s udenrigspolitiske linje, og ulig det sidste danske formandskab i 2002 har den danske udenrigsminister ikke haft en markant profil. For det utrænede øje kunne det næsten se ud som om, at udenrigspolitikken var blevet væk.

Udenrigspolitikken er naturligvis ikke blevet væk – og det skulle være tydeligt for enhver, at udenrigspolitiske udfordringer er der nok af. Forklaringen på den lave udenrigspolitiske profil i det danske formandskab ligger derfor ikke i manglen på udenrigspolitiske problemstillinger heller uvilje i det danske formandskab, men derimod i det nye formandsskabs format efter vedtagelsen af Lissabon-traktaten, som trådte i kraft i december 2009.

I det tidligere format havde de roterende nationale formandsskabslande stor indflydelse på udformningen af den fælles udenrigspolitik, idet de kunne placere ’nationale kæpheste’ på EU’s udenrigspolitiske dagsorden. Det var derfor ikke ualmindeligt, at hvert nyt formandskab bragte et eller flere yndlingsemner med sig. I 2002 var den danske ambition at kunne spille en markant rolle i forhold til udvidelsen, hvilket da også lykkedes, da der blev udstedt invitation til 10 ansøgerlande ved topmødet i København.

I det nye formandsskabsformat er det imidlertid ikke længere formandslandets udenrigsminister, der sidder for bordenden og sætter dagsordenen, men derimod Cathrine Ashton bakket op af EU’s nye fælles udenrigstjeneste (FUT’en). Dermed er mulighederne for at sætte en specifik dagsorden nu stærkt begrænsede.

Det kan være både godt og skidt, men faktum er at Lissabon-traktaten lagde op til den nok mest ambitiøse reform af EU’s eksterne relationer nogensinde – ikke mindst at der skulle være en overordnet udenrigspolitik, der ikke forandredes hvert halve år, og at der skulle være sammenhæng på tværs af Kommissionen, som varetager eksterne anliggender som handel og udvikling, og Rådet for den Europæiske Union, som varetager den fælles udenrigs – og sikkerheds politik samt den fælles forsvarspolitik. Det hele skulle bindes sammen med en helt ny fælles udenrigstjeneste med over 130 EU repræsentationer og omkring 7000 ansatte med Cathrine Ashton i spidsen. Konkret betyder denne konstruktion, at Cathrine Ashton fik ikke mindre end tre krævende fuldtidsjobs; som den Højtstående Repræsentant for udenrigspolitiske anliggender og sikkerhedspolitik, som næstformand for Kommissionen og som formand for Rådet for den Europæiske Union, når det behandler udenrigspolitiske anliggender.

Problemet er imidlertid, at selvom ambitionerne i Lissabon-traktaten var store og oprindeligt udformet under ganske anderledes og langt mere optimistiske tider, har den nye konstruktion vist sig at have en hel del designfejl, og at især den nye udenrigstjeneste har været svær at etablere (hvilket dog ikke vil blive berørt yderligere her). Potentielt er det største problem, at udenrigspolitikken blevet separeret fra medlemsstaterne i en sådan grad, at de ikke længere har en ’buy-in’ i udenrigspolitiske anliggender. Dermed er en del af den nationale entusiasme for formandsskabet væk, og befolkningerne har svært ved at se konkrete fordele ved et EU formandsskab.

Det danske formandskab bør arbejde mod styrkelse af forholdet mellem formandsskabslandene og EU’s udenrigspolitik og en genetablering af medlemsstaternes interesse og ’buy-in’ i udenrigspolitikken. Som et første skridt på vejen bør der arbejdes på, at Cathrine Ashton (og hendes efterfølgere) uddelegerer af sine opgaver til formandslandets udenrigsminister og i øvrigt samarbejder med formandslandene med henblik på at få relevante nationale yndlingsemner inkorporeret i den overordnede Europæiske udenrigspolitik. Det er under alle omstændigheder menneskeligt umuligt for en person at være til stede i alle de roller de tre jobs indebærer. Alligevel har den nye konstruktion ingen politisk souschef, hvilket i sig selv giver anledning til bekymring.

Det danske formandskab bør arbejde på at formandsskabets ministre (i Danmarks tilfælde Willy Søvndal og Nikolai Wammen) inddrages i langt hørere grad i den generelle varetagelse af den fælles udenrigspolitik, og at der på sigt arbejdes på, at de tre nuværende fuldtidsjobs udstyres med souschefstillinger på det politiske niveau. Der er en grund til, at den danske udenrigsminister kunne holde vinterferie midt i et EU formandskab – det kunne der umuligt have været tid til i det gamle formandsskabs format.