Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Flertal accepterer Thornings løftebrud

Hensynet til økonomien betyder, at et flertal af vælgerne accepterer, at Danmarks nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), ikke gennemfører en lang række valgløfter.

Størstedelen af danskerne blåstempler statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) løftebrud efter valget.

Det viser en ny måling, som Gallup har foretaget for Berlingske, efter at det nye regeringsgrundlag har set dagens lys.

Under valgkampen lovede Socialdemokraterne og SF blandt andet en hjælpepakke til boligkøberne, at der ikke skulle pilles ved efterlønnen, og at millionærerne skulle betale mere i skat. Men ingen af de løfter har fundet vej til regeringsgrundlaget.

I stedet har den nye regering erkendt, at den på lange stræk har overtaget VK-regeringens økonomiske politik. Og det har flertallet af danskerne tilsyneladende forståelse for.

I målingen tilkendegiver 55 procent af vælgerne, at de accepterer løftebruddene af hensyn til genopretningen af landets økonomi.

Kun 37 procent af danskerne mener ikke, at det er i orden at droppe løfterne fra valgkampen. Og det kan meget vel hænge sammen med mediernes stærke fokus på de Radikales forhandlingsposition op til forhandlingerne om regeringsgrundlaget, vurderer valgforsker og professor Christoffer Green-Pedersen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

»Det har domineret mediebilledet, at Margrethe Vestager (R) var den store sejrherre, der kunne tage sig godt betalt, og derfor fremstår det blot som løfter, de ikke havde mulighed for at indfri,« siger han.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, erkender, at regeringen ikke har levet op til alle sine løfter fra valgkampen og giver danskernes krisebevidsthed æren for flertallets accept.

»Vi ved alle sammen godt, at Danmark er i en økonomisk krise, og at det tager tid at komme ud af den. Det betyder, at danskerne er klar over, at det her ikke er en gavebod,« siger Socialdemokraternes nyslåede politiske ordfører.

Mange vil blive skuffede

Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, tror ikke, at danskerne endnu har fået øjnene op for antallet af brudte SRSF-valgløfter.

»Der er en perlerække af brudte løfter, og jeg tror slet ikke, vælgerne har overblik over, hvor mange det drejer sig om. I den kommende tid vil mange blive skuffede, når det går op for dem, at de gyldne løfter ikke bliver til noget,« siger Pia Kjærsgaard.

Ifølge Gallup-målingen er vælgerne mest utilfredse med udskydelsen af beslutningen om, at der maksimalt må være 24 elever i en skoleklasse, som var et mantra for S og SF under valgkampen. Det er imidlertid blevet udskudt til de fremtidige forhandlinger om et nyt folkeskoleforlig og indgår ikke i regeringsgrundlaget.