Et barn, som kritiseres, lærer at fordømme.
Et barn, som får klø, lærer at slås.
Et barn, som hånes, bliver genert.
Et barn, som udsættes for ironi, får dårlig samvittighed.
Men et barn, som opmuntres, lærer selvtillid.
Et barn, som mødes med tolerance, lærer tålmodighed.
Et barn, som får ros, lærer at påskønne.
Et barn, som oplever fair play, lærer retfærdighed.
Et barn, som som oplever venskab, lærer venlighed.
Et barn, som oplever tryghed, bliver tillidsfuld.
Et barn, som er og føler sig elsket og får knus, lærer at føle og vise kærlighed.

Referencen til Huxleys dystopiske fremtidsroman "Fagre nye verden" fra 1932 er yderst velvalgt for vi er ved at havne i den værste af alle mulige verdener - netop en dystopisk verden, det modsatte af en utopisk verden - en verden som umuligt kan eksistere.

Fagre nye verden beskriver hvad der sker når liberalismens filosofisk-etiske fundament - det utilataristiske princip - gennemføres til sin yderste konsekvens som universel universel norm.

Det utilitaristiske princip hævder, at man bør handle således, at man opnår den størst mulige ønske-opfyldelse alt taget i betragtning. Som følge af sammenhængen mellem at få opfyldt sine ønsker og at være lykkelig kan det utilitaristiske princip udtrykkes således, at målet for den etiske handling er den størst mulige lykke alt taget i betragtning.

Utilitarismen har også sat sit fingeraftryk på den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, der gør retten til at stræbe efter lykken til en umistelig menneskerettighed, nævnt efter retten til liv og frihed. Hvis enhver blot vil søge sin egen lykke uden indblanding fra en formynderisk stat, der mener at vide hvad lykken er for alle, så er problemet til at overse.

Når det kommer til begrundelsen for det utilitaristiske princips gyldighed så løber de klassiske utilitarister ind i problemer. Hos Mill hedder det, at "det eneste bevis, der kan gives for, at noget er ønskværdigt, er, at folk faktisk ønsker det." Det betyder konkret, at "der kan ikke gives nogen anden grund til, at den almene lykke er ønskværdig, end den, at enhver person, så vidt han tror den opnåelig, ønsker sin egen lykke." Da Mill umiddelbart derefter hævder, at det er en kendsgerning, at ethvert menneske ønsker sin gen lykke, så har han - efter sin egen mening - ikke blot det bevis, som sagen tillader, men det bevis som overhovedet kan kræves, for at "lykke er et gode: at enhver persons lykke er et gode for den person selv, og at den almene lykke derfor er et gode for den samlede mængde af personer." Og Mill synes så yderligere at mene, at det er et bevis for selve det utilitaristiske princip.

I den tankegang er der i hvert fald to problemer. Det ene drejer sig om overgangen fra det, som ønskes, til det ønskværdige (som bør ønskes). Og det andet drejer sig om, hvorledes man ikke blot kommer fra det, at den enkeltes lykke er ønskværdig (et gode) for vedkommende selv, til det, at den almene lykke er ønskværdig for samlingen af alle individer, men også til det, at den almene lykke er ønskværdig for den enkelte - og mere ønskværdig end hans egen lykke. Hvis man ikke får det sidste trin med, så er der ingen endegyldig logisk tvang i Mills udledning af det utilitaristiske princip. Og det er ikke for mig muligt at se, at Mill har det trin med.

I Fagre nye verden er alle lykkelige, eller de tror i det mindste at de er det. Romanen åbner med et besøg på et laboratorium, hvor mennesker fremstilles på samlebånd og via genteknologien opdeles i et sindrigt klassesystem. Den kloge elite, alphaer, de mellem-intelligente betaer, og så underklassen, epsiloner, som udfører det hårde manuelle arbejde.

Fostrene bliver fra starten via impulser disponeret mod læsning af bøger og kærlighed til naturen. Monogami er ildeset - følelsesmæssigt at binde sig til ét menneske betragtes som unaturligt. I stedet opfordres der til fri sex med så mange partnere som muligt. Ingen føder mere børn på den naturlige måde, familierne er afskaffet. Sorg, bedrøvelse og alle andre kedelige følelser skubbes af vejen med en slags forfinet lykkepille kaldet Soma, som sender folk i drømmeland.

Underholdningsindustrien udfylder tomrummet med følefilm - bemærk - ikke film, der får dig til tænke eller analysere, men blot opleve dejlige følelser hele tiden. Individualiteten er udvisket og folk er reduceret til driftsfikserede zombier, historieløse, uden interesse for bøger, filosofi, religion, poesi eller kunst.

Alt er af verdensherskerne designet for at sikre den højeste lykkefølelse og bevare den sociale stabilitet. Som verdensherskeren Mustafa Mond koldt reflekterer:

- Verden er stabiliseret nu. Folk er lykkelige. De får, hvad de ønsker, og de ønsker aldrig, hvad de ikke kan få. De har det godt; de er betrygget; de fejler aldrig noget; de er velsignet uvidende om lidenskab og alderdom; de er befriet for forældre-plagen. Og hvis der alligevel er noget, som går dem imod, så er der soma, forklarer herskeren koldt.

Vores samfund bevæger sig hastigt imod Huxleys skrækvision. Bioteknologien er endnu i sin barndom - hvordan bliver samfundet, når vi oplever den i fuldt flor? For ønsker vi dybest set ikke lykkefølelse, underholdning, tryghed, et langt liv uden sorg og lidelser, sikker-sex-uden-forpligtelser?

Genetisk screening bliver allerede brugt af rige ægtepar i lande som Kina og Indien for at sikre sig det eftertragtede drengebarn. Vores soma hedder nu lykkepiller, vi falder alle på halen over de seneste teknologiske landvindinger og er fascineret af internettet, som kobler os alle sammen. Fritiden går med pc-spil, alverdens tv-kanaler og film i lange baner. Vi ønsker at fjerne alle tegn på alderdom med botox og kunstige læber, og have døden i armslængde ved at flytte de udslidte til plejehjem.

Selv om vi endnu ikke er helt befriet fra "forældre-plagen" og familien endnu ikke helt dekonstrueret, så er det i den retning samfundet bevæger sig. Der er ikke langt fra et barn med fire fædre til et reagensglasbarn helt uden forældre, som opdrages af staten for at vi alle kan opnå den størst mulige lykke.

At tage lidelsen og ansvarligheden ud af livet er i egentlig forstand umenneskeligt og moralsk forkasteligt. Deri har Marie Krarup ret.

Så fik man den fra Marie Krarup. Altså påstået totalitærstat og hjenevask i lille Danmark. Og altsammen blot fordi at de svigefulde forældre meget gerne vil have de kære poder i daginstitutioner, og de samtidig ønsker bedre forhold og personalenormeringer, fremfor årlige besparelser og fyringer.

Jeg vover at påstå, at Krarups vilde postulater, meget mere skyldes hendes personlige og aldeles forvrængede holdninger til børneopvækst og familiestruktur pr. 2012. Og vil kraftigt anbefale, at hun gør sig bare lidt umage med at tilegne sig viden om de mange positive ting som børn oplever i daginstitutionerne, fremfor at gøre os alle til hjenevaskede idioter...

Har du et konkret forslag til en løsning? Og hvad med de 80 %, der klarer sig godt og trives?

Der er ganske rigtigt 15-20% af danske børn, der af forskellige årsager ikke får en optimal opvækst. Børn har et tilknytningssystem og forældre har - eller burde have et omsorgssystem, men det har alle desværre ikke, og her ville øjeblikkelig bortadoption være den bedste løsning for barnet. Alternativt vil det være nødvendigt med professionelle, som kan kompensere for disse forældres manglende forældreevner - men det er meget svært at erstatte manglende forældreomsorg. De børn, hvis forældre har et velfungerende omsorgssystem, har, viser undersøgelse efter undersøgelse, virkelig stor gavn af kvalitetsinstitutioners tilbud; de klarer sig simpelthen bedre end børn, der går hjemme hos mor. Dygtige pædagoger, lærere og andre børn er en guldgrube for et barns udvikling; men det forudsætter glade og tilfredse forældre, der kan give kærlighed, tryghed og stimulation. Forældre, der arbejder og er glade for det, får disse kompetencer. Forældre, der går hjemme, mister dem let. Hvor er det ærgerligt, at veluddannede mennesker forlader sig på fædrenes holdninger - jeg husker tydeligt, da Søren Krarup argumenterede for forældres ret til at slå børn - i kærlighedens navn. Hvor er det ynkeligt.