Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Europa som Mitt Romneys prügelknabe

Nye tider: Europa mobbes offentligt, og det kan sprede sig.

Har netop, her midt om natten, på CNN set Mitt Romney’s sejrstale efter primærvalget i New Hampshire. At han beskriver USA som ’the greatest nation in the history of the earth’ kan ikke undre; det er nærmest en pligtopgave. Og tilhører man denne nation, behøver man ikke som præsident Obama undskylde for noget og appease nogen – tværtimod! Det er også ret normalt at sige på den republikanske side. Men magen til Europa-’bashing’ har jeg sjældent eller aldrig hørt, måske med undtagelse af 3. verdenslandes polemik mod ’gamle koloniherrer’. Det gennemgående tema i talens polemik mod præsident Obama var, at han ønsker at gøre USA til en ’European-style welfare state’ og at han har taget ’inspiration from European capitals over there’ (forbehold for mine hurtige notater). ’The White House is today the worst of what Europe has become’. Lur mig om nogen præsidentkandidat ville have sagt noget sådant i ‘normale’ tider, dvs. før den nuværende økonomiske og monetære krise i Europa. Set fra Europa: en ulykke kommer sjældent alene…

Samtidig sidder jeg og forbereder mig til morgendagens virke som censor ved universitetet ved at læse udmærkede studenter-oplæg om Europas ’normative magt’ og dets eksport af sine fortræffeligheder til omverden. ’So much yesterday!’

Mitt Romney er endda den mest moderate af de republikanske præsidentkandidater, ikke helt uden chancer for at ende som USA’s præsident. Det interessante er ikke så meget, hvad en præsident Romney vil betyde for de atlantiske relationer. Det skal nok gå alt sammen – han vil blive socialiseret (undskyld udtrykket) ind i det traditionelle atlantiske forhold, godt hjulpet af sine rådgivere og State Department og derved få valgkamps-retorikken siet fra. Nej – problemet for Europa er det gennemslag, talen vil få rundt om i verden i betragtning af den (over)dækning, der kommer primærvalgene til del. Romney vil blive imiteret rundt omkring. Vi, dvs. europæerne, må hellere vænne os til det…

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten