6. januar 2012, 13:56

Flere internationale kommentatorer har allerede spået, at det danske formandskab vil få en reduceret rolle og primært være en diplomatisk maskine, der vil få svært ved at gøre sig politisk bemærket. Dette skyldes ikke udelukkende Danmarks status som lille medlemsstat, men snarere at Lissabon-traktaten har overført magt fra det roterende formandskab til formanden for det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, og EU’s udenrigschef Catherine Ashton. Dertil kommer, at Danmark som ikke-euro land ikke sidder med ved euro-gruppens forhandlingsbord, og derfor ikke er med ved de afgørende og dramatiske forhandlinger om europagten.

Selv forudsiger Europaminister, Nicolai Wammen, at Danmark under formandskabet alligevel kan få en betydningsfuld rolle ved at agere ”the bridge over troubled waters”, når de 17 eurolande skal forsøge at samarbejde med de resterende 10 ikke-eurolande om at finde frem til en fælles økonomisk løsningsmodel, der skal redde den skrantende økonomi og sætte gang i væksthjulene. Men hvordan kan Danmark i praksis være mere end en diplomatisk maskine og udfylde rollen som brobygger?

Danmark har på mange måder et godt udgangspunkt for at være brobygger. Der har siden 80erne hersket et stærkt dansk politisk ønske om føre en aktiv EU-politik som en "small, but smart state". Danmark er trods sin beskedne størrelse, forbehold og ry for EU-skepsis fortrinsvis blevet opfattet som en positiv og konstruktiv samarbejdspartner i EU, som med skiftende regeringer har ført en pro-aktiv EU-politik baseret på et bredt parlamentarisk grundlag, som har været med til at støtte op om en udvikling mod et stadigt tættere EU-samarbejde. Spørgsmålet er nu, hvordan Danmark kan videreføre denne pro-aktivistiske linje under det nuværende formandskab.

Netop nu, hvor EU befinder sig i nok den værste krise i det europæiske samarbejdes historie, så kan en rolle som brobygger vise sig at være ekstrem vigtig for Europas sammenhold og samtidig nøglen til et succesfuldt formandskab, såfremt Danmark formår at løfte opgaven.

Ikke blot en gældskrise, men også en tillidskrise

Dette hænger sammen med, at krisen i EU ikke kun er en økonomisk krise, men i høj grad også en tillidskrise. Vi har i takt med eurokrisen set en stigende skepsis hos de europæiske befolkninger, som har mistet tilliden til, at de europæiske institutioner kan levere varen. Så selvom EU’s stats- og regeringsledere underskriver en ny traktat, som skaber et dybere samarbejde om en finanspolitisk union, så skal selv samme traktat have de nationale parlamenters accept, førend den kan føres ud i livet. Vi vil derfor under det danske formandskab formentlig være vidne til dramatiske indenrigspolitiske debatter, hvor eventuelle folkeafstemninger nemt kan komme på tale.

Så selvom Danmark ikke er med i euro’en, så har et EU i krisetilstand mere end nogensinde brug for et positivt formandskab, som kan bidrage til at genskabe tilliden og entusiasmen omkring det europæiske samarbejde. Det er her, Danmark har mulighed for at spille en pro-aktiv rolle.

Hvordan kan Danmark bygge bro?

For det første kan Danmark være et positivt og brobyggende formandskabsland ved at være med til at koble ikke-euro landene så tæt op af euro-landenes forstærkede økonomiske samarbejde som muligt for at undgå et EU i flere hastigheder. Et opsplittet samarbejde vil gøre det endnu mere vanskeligt at komme ud af krisen, da EU ikke på samme vis kan levere samlede løsninger på de enorme fælles problemer vi (også os uden for euro-zonen) står overfor. Her kan Danmark med fordel gå foran og signalere tro på, at EU skal bibeholde solidariteten mellem de 27 og ikke kun de 17.

For det andet kan den danske regering signalere til danskerne og de øvrige EU-borgere, at det er i danskernes interesse at bibeholde en central plads i Europa. Statsministeren Helle Thorning-Schmidt var inde på det i nytårstalen, hvor hun understregede, at ”alt, hvad der sker i Europa, påvirker os herhjemme. Derfor skal vi bruge hver en mulighed til at påvirke det, der sker i Europa. Det er i Danmark og danskernes klare interesse”. Men hvis et lille, men klogt, land som Danmark ønsker indflydelse, så er det selvfølgelig nødvendigt, at vi deltager i centrale beslutningsfora og følger med, når samarbejdet rykker videre.

Et konkret dansk tiltag vil derfor være at få kick-startet debatten om de danske forbehold, så danskerne på ny kan tage stilling til de forbehold, der har helt andre og mere vidtrækkende implikationer i dag, end da de blev formuleret efter nej'et til Maastricht-traktaten tilbage i 1992.

Den tidligere regering har hele tre gange haft en afskaffelse af forbeholdene skrevet ind i regeringsgrundlagene, men fandt aldrig rigtig viljen eller det politiske momentum til at tage debatten op. Den nuværende regering har igen bebudet, at man ønsker en folkeafstemning om retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet, så kun tiden vil vise, om løftet denne gang vil blive indfriet. Et bedre momentum end formandskabet fås ikke til på ny at diskutere Danmarks fremtidige position i EU.