Dansk Folkeparti foreslår, at færdiguddannede studerende skal have nedsat deres studiegæld med 40 procent, hvis de flytter til Udkantsdanmark.
25. januar 2012, 08:41
Færdiguddannede studerende skal have 40 procents rabat på deres studiegæld, hvis de er villige til at bosætte sig i Udkantsdanmark. Sådan lyder et nyt forslag fra Dansk Folkeparti.
- Udkantsområderne består oftest af ældre mennesker og folk på overførselsindkomst. Vi kunne godt tænke os, at også de veluddannede flytter derud, så der kan komme noget overskud i kommunekasserne. Det her er en måde at få de mere veluddannede ud til udkantsområderne, siger Dansk Folkepartis landdistriktsordfører Mette Hjermind Dencker.
Inspireret af Norge
Dansk Folkeparti har ladet sig inspirere til forslaget fra Norge, hvor man ifølge Mette Hjermind Dencker har haft held til at vende de faldende befolkningstal i udkantsområderne igennem en række lignende tiltag.
Forslaget om rabat på studiegælden er blot et af en række initiativer fra Dansk Folkeparti, som skal afhjælpe problemerne med negativ demografi i Udkantsdanmark.
- Vi vil gerne kigge på de regionale arbejdspladser, sådan at der i hver eneste region er en satellitarbejdsplads i regionerne, siger Mette Hjermind Dencker. Hun nævner regionernes miljøcentre som eksempel, da miljøcentrene oftest ligger inde i byerne, imens de beskæftiger sig med problemstillinger uden for byerne. Hertil kommer blandt andet en række erhvervsmæssige initiativer og bedre digital infrastruktur i landdistrikterne, så folk har nemmere ved at passe deres arbejde over internettet.
- Helt overordnet handler det om, at hvis vi skal have folk til at flytte ud i udkantsområderne, så nytter det ikke noget, at vi bare taler om, at der er så dejligt ude på landet. Vi er nødt til at gøre noget konkret for at få folk derud, siger Mette Hjermind Dencker.


































