28. marts 2011, 10:00 – opdateret 28. marts 2011, 11:52

Valget nærmer sig, samtidig med at udfordringerne tårner sig op. Selvom jeg burde være dybt engageret i partiprogrammer og samfundsdebatter, forekommer valget mig så overordentlig ligegyldigt. Jeg bliver helt træt og modløs, når jeg forestiller mig de utallige og forudsigelige debatter mellem fastlåste politikere der rituelt gentager, messer og forsvarer de samme budskaber - igen og igen!

For mig er den politiske debat i bedste fald blevet til underholdning, en art superligakamp for de intellektuelle, hvor man følger med i hvordan politikere og meningsdannere kan drible, forsvare og sætte angreb ind på hinanden - med udførlige ekspertkommentarer fra kommentatorboksen!

Som borgere kan vi naturligvis vælge nye spillere hvert fjerde år, men det er det samme spil, de bliver inviteret ind til.

Spørgsmålet er derfor, om vi spiller det rigtige spil? For mens det politiske system fortsætter sin sneglefart, buldrer verden af sted i et tempo, menneskeheden ikke har oplevet før, og vi står over for massive udfordringer, der vil komme til fundamentalt at ændre livsvilkårene for os alle. Måske i vores egen levetid. Men helt sikkert inden for vores børns.

Selvom det er nemt at klandre vores politikere (som vi selv har valgt), burde vi måske snarere spørge, om vores højt priste demokratiske system også er rustet til de udfordringer, vi står over for?

Lad mig straks, og inden jeg bliver sat i bås som havende diktatoriske tendenser, afsløre, at jeg er en stor demokrat, faktisk er jeg af den opfattelse, at det er det momentum, som var resultatet af det tidlige demokrati, vi i dag har mistet. At vores demokratiske system er stivnet i forudsigelige holdninger, fastlåste positioner og fokus på at angribe sine modstandere for deres fejl, og som derfor ikke er den katalysator for vitalitet, åbenhed og initiativrigdom, vi så hårdt har brug for.

For jeg tror ikke, vi som samfund kommer til at tage nogle væsentlige beslutninger, så længe vores debatkultur er så kortsigtet, taktisk og problemfokuseret, som den er. Tiden kalder ikke på problemløsere, der kan fikse vores problemer og finde hullerne i osten, men tværtimod løsningsdesignere der kan se mulighederne og skabe en brændende vision, som vi kan samles om.

Derfor giver jeg ubetinget min stemme til: den første der kan formulere en samlende og inspirerende vision og hæve sig op over dag til dag politik, kortsigtede politiske kampe og automatiske »vi-er-imod-de-andre« synspunkter. Den første der taler til vores drømme frem for vores bekymringer og fordomme. Den første der taler om vores muligheder frem for vores begrænsninger. Den første der kan integrere flere og modsatrettede perspektiver, så vi kan overskride gamle politiske knuder, og tage fat på de reelle udfordringer. Den første der kan sige »jeg er blevet klogere« i takt med, at verden forandrer sig. Den første der tager udgangspunkt i det, vi har til fælles, fremfor det som skiller. Den første der kan få det bedste frem i sine medmennesker frem for det værste.

Indrømmet, der vil være mindre drama. Eftertænksomhed, undren og nysgerrighed gør sig nu engang ikke ligeså godt i et to minutters TV-indslag som et raskt skænderi. Men på den anden side - hvor underholdende er det i grunden at se det samme skænderi gentaget i den samme ulidelige indpakning hver aften foran fjerneren? Og overvej et øjeblik, hvad alternativet ville være: måske ville vi få løftet blikket og få taget bestik af horisonten.

Måske ville vi begynde at tænke i nye og innovative baner. Måske ville vi se de første spæde skridt til en ny udvikling.

Men hvad nu hvis det politiske system ikke kan skabe de løsninger, som skal til? Hvor skal vi så lede for at finde mulig fremdrift og udvikling? Jeg tror vi skal lede der, hvor initiativrige mennesker gives mulighed for at gøre en positiv forskel. Der hvor det lykkedes at koble menneskelige og økonomiske ressourcer omkring et brændende ønske om at gøre noget aktivt. Eksemplerne er der - vi skal blot lede efter dem, synliggøre og understøtte dem.

Jeg tror vi skal finde dem der, hvor nye organisationsformer, som f.eks. sociale medier, gør det muligt for mennesker med fælles interesser og på tværs af geografiske og kulturelle afstande at mødes og skabe nye og innovative ideer, strukturer og løsninger.

Jeg tror vi skal finde det blandt de »nørder« der går iblandt os, og som i det små arbejder med videnskabelige og teknologiske landvindinger, som har potentialet for at blive noget stort.

Jeg tror vi skal lede i de store og små virksomheder der arbejder med at gøre en positiv forskel for samfundet samtidig med, at de arbejder for at tjene penge og bestå.

Jeg tror i det hele taget ikke længere på at store problemer nødvendigvis kræver store løsninger. Måske skal vi derfor rette blikket helt andre steder hen end vi umiddelbart tror.

Hvor ser du kimen til fremtidens løsninger?

af Henrik Kongsbak, Erhvervspsykolog