Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danmark viser støtte til den syriske befolkning

Mange eksilsyrere i Danmark har familie der, hvor bomberne falder - og for at vise støtte og sympati til befolkningen i Syrien inviterer en lang række organisationer lørdag eftermiddag til støttekonference.

Mens befolkningen i Syrien fortsætter sin kamp mod præsident Bashar al-Assads regime, har en lang række organisationer i Danmark taget initiativ til en støttekonference, som løber af stablen i Nørrebrohallen lørdag eftermiddag.

Chaymaa Albarazi er medlem af den kvindelige afdeling af Det Syriske Kulturforum i Danmark og medarrangør.

Hun tror, at det betyder meget for oprørerne i Syrien at vide, at der er stor opbakning til dem rundt omkring i verden.

- Det er vigtigt, at de føler, at de ikke er alene, og at de ved, at vi gør, hvad vi kan, for at gøre Syriens sag synlig. De skal vide, at vi er med dem, og vi tænker på dem og føler med dem, når Assads bomber falder, siger hun.

Hun forklarer, at den syriske befolkning i Danmark er meget berørt af konflikten. Eksempelvis er der mange eksilsyrere, som har oprindelse i Homs, hvor bombardementerne foregår.

- Så sent som i dag har vi igen prøvet at komme i kontakt med en familie, som vi ikke har hørt noget fra i to uger. Det er klart, at man bliver bange, når man ved, hvilke forfærdelige ting, der foregår dernede, og samtidig ikke kan få fat på sine nærmeste, fortæller Chaymaa Albarazi.

- Der er allerede nogle, som har mistet familiemedlemmer i alt det her. Derfor har vi Syriens sag meget tæt inde på livet.

Blandt eftermiddagens talere er Haitham Al-Maleh, advokat og bestyrelsesmedlem i Det Syriske Nationalråd, som adskillige gange har været fængslet under det syriske regime, formanden for Den Syriske Menneskerettighedskomité i London, Walid Saffour, og forfatter og journalist fra den syriske opposition, Nawal Al-Siba’i.

Også Trine Mach fra Socialistisk Folkeparti skal på talerstolen. Hun deltager, fordi hun mener, det er vigtig, at man bakker om mennesker, som kæmper for frihed og fred - også selvom man ikke selv har syriske rødder.

- Det her er vores allesammens kamp. Det er ikke kun syrernes kamp, siger Trine Mach.

I sin tale vil hun appellere til, at syrerne står sammen, og at de husker på, at en splittet kamp mod styret kun vil forstærke dets magt.

Yderligere mener hun, at det er vigtigt, at der blandt danskerne bliver skabt opmærksomhed om konflikten.

- Det er jo ikke kun noget, der sker i Syrien. Det sker også for de af vores naboer, som har forbindelser til landet, siger hun.

Ifølge Trine Mach er det vigtigste lige nu, at der bliver arbejdet på en EU-løsning, da hun ikke mener, at Danmark kan gøre vanvittigt meget alene.

- Vi skal fortsætte presset, blandt andet ved at hive ambassadørerne hjem. Alt, der kan vise, at vi mener, at al-Assad er fuldstændig illegitim som leder, er væsentligt, siger hun.