Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Christianitter roser de Konservative

Det er dejligt, at de Konservative nu kræver Christiania åbnet. Normalt ønsker de det lukket, siger Christianias talsmand.

Er der to parter, der sjældent har stået sammen i dansk politik, er det de Konservative og Christiania. Men nu lyder der nye toner fra den ene part, christianitterne.

Talsmand for Christianias pressegruppe, Thomas Ertmann, er nemlig positivt overrasket over, at de Konservatives borgerrepræsentant, Jakob Næsager, i dag kræver det nu lukkede og barrikaderede Christiania lukket op for offentligheden med det samme.

- Vi synes, at det er enormt dejligt, at de Konservative har foretaget en kovending, og nu vil holde Christiania åbent. De er de Konservative, som i størst grad har talt for at lukke fristaden, og derfor er det da rart at høre, at de nu vil åbne den igen, siger Thomas Ertmann.

Jakob Næsager vil i dag på et møde i Københavns Teknik- og Miljøudvalg forsøge at samle enighed om at få åbnet Christiania. Christianitterne besluttede i aftes at lukke fristaden for at få tid til at tænke fremtiden igennem. Fristaden skal på mandag afgive svar til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om, hvilken model de ønsker.

- Formålet med lukningen er at pointere, at sådan her kan Christiania komme til at se ud om fem år, hvis det hele bliver privatiseret herude. Det er et af de alternativer, som Claus Hjort stiller op. Så er det ikke længere et sted, som er åbent for alle, så er det privat. Et andet formål er, at vi simpelthen skal svare staten nu, og derfor har vi brug for at bruge kræfter på vores fællesmøder, siger Thomas Ertmann.

Indtil videre er der planlagt tre fællesmøder på Christiania, det første i aften. Christianias advokat Knud Foldschack udtaler sig i dag særdeles optimistisk om mulighederne for, at christianitterne når til enighed om en købsaftale. Thomas Ertmann forklarer, at Christiania arbejder intenst på sagen, men samtidig har en række sager, de er kritiske over for. F.eks. anvisningsretten til boliger på Christiania, udstykningsregler og prisniveauet.

- Vi synes, at det er rart, at vi bliver behandlet som kollektiv, og at vi får at vide, at vi kan købe som et kollektiv. Men vi skal sikre os, at det er en ordentlig aftale. Som udkastet fra Slots- og Ejendomsstyrelsen ser ud nu, er der rigtig mange punkter, som vi er kritiske over for. Men vi arbejder konstruktivt på en løsning, siger Ertmann.