Børnechecken skal måske erstattes af et skattefradrag, lyder det fra de Konservative og Liberal Alliance.
10. januar 2012, 06:00
Mens regeringen overvejer at tage børnechecken fra de højest lønnede, går den konservative leder, Lars Barfoed, skridtet videre. Som led i en større reform kan det være en god idé helt at afskaffe børnechecken for alle familier og ikke kun de velhavende, mener Barfoed, der i stedet åbner for at indføre et forhøjet skattefradrag for børnefamilier.
»Det behøver ikke at være en indtægtsregulering af børnechecken. Det kan også være, at vi slet ikke skal have nogen børnecheck,« siger Lars Barfoed.
Børnechecken koster staten 14,7 mia. kr. om året. Lars Barfoed har ikke lagt sig fast på, hvor mange af pengene, der skal føres tilbage til børnefamilierne i form af et øget skattefradrag. Før 1987 fik børnefamilierne skatte-fradrag ud fra antallet af børn. Jo flere børn, jo højere fradrag. Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, mener, at en tilbagevenden til den gamle model med et skattefradrag pr. barn kan udgøre en administrativ forenkling.
»Hvis man kan lægge børnechecken om til et skattefradrag, og det er lige så enkelt, så fint med mig,« siger Anders Samuelsen. Venstre vil ikke afvise, at alle landets børnefamilier må vinke farvel til børnechecken.
»Vi deltager gerne i diskussioner, om man kan indrette systemet klogere og mere hensigtsmæssigt. Men det er under den forudsætning, at vi ikke øger marginalskatterne og gør det mindre attraktivt at arbejde,« siger skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V).
I lighed med Venstre vil de Radikale heller ikke melde håndfast ud, om det ligefrem er en god idé at afskaffe børnechecken for alle. »Jeg er åben over for at diskutere forslaget om at lave børnechecken om til et fradrag. Vi har ikke brug for tabuer i dansk politik,« siger skatteordfører Nadeem Farooq (R).
SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, understreger, at regeringen ikke har aktuelle planer om at ændre på børnechecken: »Men jeg vil godt kvittere for, at Lars Barfoed så konstruktivt lægger op til at medvirke i aftaler, når der skal prioriteres,« siger han.
Deltag i debatten: Skal der skæres i børnechecken?


































