Venstre kan bryste sig af at være større, end partiet har været i syv år, mens nedturen i meningsmålingerne for SF er stabiliseret, viser ny Gallup-måling. Valgkampsretorik gavner Danmarks liberale parti, mener valgforsker.
11. februar 2012, 06:00
Var der valg i morgen, ville Danmark få en borgerlig ledet regering med et komfortabelt flertal på 94 mandater i Folketinget.
Siden valget er Socialdemokraterne gået tilbage med 1,8 procentpoint svarende til fire mandater.
En Gallup-måling for Berlingske viser, at oppositionen står til 53,9 pct. af stemmerne. Det er en stigning på 1,4 procentpoint fra seneste Gallup-måling i begyndelsen af januar - og hele 4.2 procentpoint mere end valgresultatet i september 2011. Et tilsvarende fald er gældende for SRSF-regeringen og støttepartiet Enhedslisten.
Venstres tilslutning er steget med 5,5 procentpoint svarende til en stigning fra 47 til 57 mandater siden valget i september. Det ville derfor gøre Venstre til det suverænt største parti i Folketinget med 32,2 pct. mod Socialdemokraternes 23 pct. af stemmerne.
Benhård linje virker
Venstres popularitet skyldes den benhårde linje over for regeringen, mener Kasper Møller Hansen, professor og valgforsker ved København Universitet.
»Vælgerne synes at have taget Venstres retorik om løftebrud til sig. De ligger i hængekøje i forhold til at melde ud om kommende reformer, men de ligger ikke i hængekøje med at kritisere den nuværende regering,« siger Kasper Møller Hansen.
Han mener, at den uforsonlige stil minder om en valgkampsituation.
»Den nuværende opposition kopierer den samme stil, som den nuværende regering havde i foråret, hvor de også kørte en hård stil mod VK-regeringen. Vi er i en situation, man kan kalde permanent kampagne, og det er nyt i dansk politik,« siger Kasper Møller Hansen.
Opbakningen på 32,2 pct. er den højeste, Venstre har haft i en Gallup-måling siden januar 2005, og populariteten skyldes ikke valgkampsretorik, mener politisk ordfører for Venstre Ellen Trane Nørby.
»De gode målinger bekræfter mig i, at danskerne er enige i vores klare politik om, at det ikke skal være dyrere at være dansker. Vi ligger absolut ikke i hængekøjen og har ingen intention om at gøre det. Men vi gik ikke på valg på en politik, som blev kasseret umiddelbart efter valget, og derfor har vi heller ikke behov for at genopfinde ny politik,« siger hun.
Nedturen for SF og S er stabiliseret
Politisk ordfører Magnus Heunicke (S) tror ikke, at enkeltsager som betalingsringen har nogen indflydelse på partiets stilstand i meningsmålingerne.
Ifølge ham er danskerne ved at se regeringen an, mens den forsøger at få Danmark ud af krisen.
Han giver valgforsker Kasper Møller Hansen delvist ret i, at Socialdemokraterne selv var med til at forlænge den almindelige valgkampsperiode, da de var i opposition.
»Det er rigtig nok, i og med at valgperioden var rekordlang, men det var jo, fordi Lars Løkke trak den,« siger Magnus Heunicke.
Jesper Petersen, SFs politiske ordfører, er af samme overbevisning som Magnus Heunicke. Partiet får for anden gang i træk 6,9 pct. i meningsmålingen, og folkesocialisten lader sig ikke skræmme af de laveste målinger for SF siden maj 2005.
»Vores arbejde er langsigtet og handler ikke om, hvordan vi står i næste uge i meningsmålingerne,« siger han.



































