De Konservative er klar til at skære i sociale ydelser som boligsikring og børnecheck i forbindelse med næste års skattereform.
31. december 2011, 06:00
Regeringen bør inddrage en række sociale ydelser i forhandlingerne om en skattereform, som skydes i gang i det nye år. Sådan lyder opfordringen fra den konservative formand, Lars Barfoed, som konkret nævner børnechecken og boligtilskuddene som eksempler på mulige steder at skære for at sikre finansieringen af skattereformen.
»Man kommer ikke uden om at kigge på de enorme tilskudsbeløb, der udbetales inden for hele boligområdet. Det må hænge sammen med hele skattepolitikken. For meningen er, at flere folk skal klare sig selv,« siger Lars Barfoed.
Skattereformen bliver et af det kommende års vigtigste politiske milepæle for regeringen. Regeringen har forpligtet sig til, at skatten på arbejde bliver sænket markant, at reformen har »en rimelig social balance«, og at boligskatterne holdes i ro. Et godt udgangspunkt for forhandlingerne, mener de Konservative.
»Det er alt sammen noget, vi er enige i. Jeg sidder bare og venter på, hvor pengene skal komme fra. Vores bud er, at det må hænge sammen med de sociale ydelser,« siger Lars Barfoed.
Han vil ikke alene se på boligtilskuddene, som gives til dem med de laveste indtægter, men er også parat til at fjerne børnechecken til de mest velhavende familier.
»Jeg kan ikke se nogen grund til, at velhavende familier skal have en check fra det offentlige på flere tusinde kroner, fordi de har børn. Det er uden mening. Det er økonomisk ufornuftigt, at vi opkræver høje skatter og betaler dem tilbage til de samme mennesker bagefter,« siger Lars Barfoed.
Udspillet møder lydhørhed i regeringspartiet Det Radikale Venstre, som i sin egen økonomiske 2020-plan forud for valget foreslog, at sociale ydelser såsom boligsikringen »i langt højere grad målrettes de borgere, der har et særligt behov«. I dag nøjes de Radikales skatteordfører, Nadeem Farooq, med at kalde Barfoeds tanker for »spændende«.
»Når vi skal lave en skatteomlægning, hvor vi vil sænke skatten på arbejde markant, så har vi brug for gode idéer til finansieringen. Derfor skal vi have en helt fordomsfri debat om finansieringskilderne,« siger Nadeem Farooq.
Skatteminister kvitterer
Regeringen har ingen planer om at forringe boligsikringen eller børnechecken, siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), som dog kvitterer for de Konservatives forslag.
»Inden der er kommet et konkret udspil fra regeringens side, synes jeg ikke, at man skal gå for langt ned i enkeltelementer. Til gengæld synes jeg, det er vigtigt, at der nu bliver et sendt et klart signal fra de Konservative om, at de er parate til at gå konstruktivt ind i forhandlingerne,« siger skatteministeren.
Han støttes af socialminister Karen Hækkerup (S), som mener, at der med fordel kan skrues på skatte- og socialpolitikken.
»Vi vil rigtig gerne have folk væk fra passiv forsørgelse, og selvfølgelig er der nogle samspilsproblemer mellem social- og skattepolitikken, hvor vi skal sikre, at de, der står op og går på arbejde, ikke føler sig til grin,« siger Karen Hækkerup.


































