I 1970-72 deltog jeg på Vestergaardsskolen i Viby i et forsøg i dansk i 1. og 2. klasse, hvor vi var to lærere til stede i nogle timer; en dansklærer og en lærer i specialundervisning.

Vi tog en skolepult til to elever og afskærmede den med spånplader på de tre sider til 35-40 centimeters højde over bordpladen; pulten blev sat bagerst i klassen, hvorfra en lærer i specialundervisning kunne følge med i en klasseundervisning ved at se op over afskærmningen og samtidig gennemgå dagens lektie med en elev uden at forstyrre de øvrige i klassen.

Alle elever i klassen kom på skift til undervisning bag afskærmningen i 5-10 minutter; nogle elever kom sjældent; de der havde mest brug for det kom tit.

Efter de to skoleår kunne alle elever i klassen læse og ingen var sendt ud af klassen til en skolepsykologisk undersøgelse for at modtage specialundervisning i en læseklinik.

Ved en undervisning i en læseklinik kan det være et problem, at en elev vænner sig til konstant at have en voksen underviser ved sin side for at kunne lære noget; det kan gøre det vanskeligt for en elev at koncentrere sig og modtage en undervisning i en klasse.