Hvis det er korrekt at akademiske politikere skaber politikerlede kan det jo dels tolkes som om akademikere er kedelige og blottet for retorisk sans eller tolkes som om vi ikke kan li' dem fordi de har en højere uddannelse og sandsynligvis har en bedre evne til at overskue komplekse sammenhænge end de fleste andre. Misundelse er jo en grim ting, men den trives ganske godt i danmark hvor vi åbenlyst hylder det platte, det forenklede snarere end det visionære og holistiske. Danmark er landet hvor vejen til berømmelse går gennem realityprogrammer og fængselsophold, mens folk der spilder tiden på at blive at blive både klogere og politikere bliver hånet og marginaliseret.

Astrid Krag har mig bekendt ingen uddannnelse overhovedet (hvilket får det til at lyde hult, når hun istemmer forventningen om uddannelse til alle).

Man behøver ikke at være akademiker for at fylde vælgerne med løgn for derved at give næring til politikerleden. Det klarede ovenfor omtalte skolelærer til UG med kryds og slange.

Mht til andelen af akademikere i Folketinget så kommer udtrykket "Et er søkort at læse, et andet er skib at føre" mere og mere til sin ret, mener jeg. Fx i form af en skatteminister, der pga sin unge alder næppe ved hvad det vil sige at have en skattepligtig indtægt...

Det er efterhånden sådan at de på borgen kun tænker i egne fordele og et ragen til sig, se på pensioner minister vederlag,frikort,boligtilskud,aftredelses penge,rejsetillæg samt extra betaling når man bliver stemt ud,det er ikke klogt det skaber lede ved politik,så hvis der var et parti der turde røre ved al den svindel så MÅSKE.

Jeg skal ikke afvise at akademikere bidrager til politikerlede. Jeg mener dog ikke at det er et spørgmål om akademiker eller ej. Det er nærmere et spørgsmål om den enkelte er i politik for at forandre og udrette noget eller for at blive til noget som person. Her tror jeg ikke at det alene er et spørgsmål om uddannelse. Lyt til retorikken hos politikkerne i de 20 sekunder de har vores opmærksomhed. Det handlinger sjældent om at gå ind i en dialog men om at fortælle hvad jeg mener og hvorfor de andre ikke duer. Det tror jeg ikke er et spørgsmål om deres uddannelse. Lad os i stedet fokusere på at belønne de politikere som tør og vil noget for andre skyld end dem selv - fordi de har visioner - og så glem om de er den ene eller anden uddannelse.

kan man altid blive politiker. Dette har været mit motto i årevis, hvilket ikke skal opfattes positivt, tværtimod. Politikerne på Christiansborg tér sig som en ny adelsklasse, hvor div. titler, ordførerskaber og ministerposter går i arv i familierne.

Uddannelse er ikke noget at skamme sig over, men manglende føling med hvad der rører sig udenfor borgen er. Det nytter ikke, at der kun sidder en masse akademiske talknusere med deres regnemaskiner, når den vigtigste ting mangler, nemlig at vi borgere ikke er maskiner men mennesker. Vi vælgere og skatteydere ikke mindst, er reduceret tal som udelukkende bruges til meningsmålinger og uddeling af valgflæsk på "passende" tidspunkter.

Valgbarhedsloven bør laves om, således at en gennemført uddannelse, samt mindst 10 års erhvervserfaring er et krav for at kunne stille op som folketingskandidat.

Det er netop det fænomen, at især de to nævnte politikere hver 4. år får lov til at bestikke vælgerne med deres egne skattemidler til at stemme på sig. Derved bliver den førte politik populistisk. Og det er kun hvert fjerde år, at sofavælgerne kommer op og stemmer på de partier de plejer at stemme på. Dernæst får disse uduelige politikere med 4 års mandat i rykken lov til at gældsætte Danmark, bygge verdens største, uduelige og ineffektive offentlige sektor og etablere verdens største skatte- og afgiftstryk.

Ja, det repræsentative demokrati har så sandelig spillet fallit.

I Schweiz, hvor man i 60erne havde et højere skattetryk en i Danmark gik det den modsatte vej. Her stemmer man om stort og småt - på kommunalt og kantonalt plan. Dette forhindrer politikerene i at svine med skatteborgernes penge, skatte- og afgiftstrykket er forblevet lavt og kun virkelig engagerede går til stemmeurnerne. Alle sofavælgerne bliver heldigvis hjemme.

Dette har ført til at de Schweiziske landspolikere - som iøvrigt kun fylder en brøkdel i mediebilledet i forhold til de danske - kan koncentrere sig om de store linjer og ikke bestemme og tænke på, om folk skal have tre forældre, feminine personnumre, gå med tørklæder eller ej eller klø sig i røven.

Danmark bør begrænse det repræsentative demokrati til et minimum som i Schweiz.

Politikerne kender overhovedet ikke lovene.
Det viser sig gang på gang.
Og de holder ikke engang øje med, at kontor'damer' laver lovene om efter afstemningerne i Folketingssalen.

Folketingsmedlemmer skal ikke være adkademikere. De er en klike med alle dem, der sidder rundt omkring i myndigheder og bestyrelser, banker, etc.
Folk har ikke en chance.

Det er nærmest en diskvalifikation, at være akademiker.

Akademikere er en nødvendighed i DK.
På 10.år er behovet steget voldsomt.
Dertil kommer pressesekretærer, Spind d. eller hvad man vil kalde dem.
Men et folketing er fattigere uden håndværkere, - de som taler de manges sprog.
- jo flere grupper der er repræsenteret jo bedre.
og jo længere beholder vi vort Demokrati.
Reglerne må dog ændres så det ikke kun er skolelærere der kan komme ind, fordi de er i overtal.

Når man studere de folketings medlemmer som sidder på tinge,hvor specielt mange af de yngre ingen afsluttende uddannnelse har, vil de fleste ingen mulighed have for et arbejde uden for tinget, det skulle da lige være inden for det offentlige. Derfor er de nød til at være levebrøds politikkere.
Det er rigtigt at vores største problem i Danmark er alle de love som findes og stadig besluttes, det har resulteret i det frygtelige bureaukrati med alle de akademikere, til både at udfærdige, håndhæve og udføre alle dissse love, som meget få andre forstår.
Tilgengæld mangler vi mennesker til alt det almindelige service arbejde.
Lad os få fornuftige politikkere akademikere eller postbude, med livserfaring til at lede dette land, regioner og kommuner. Det vil løse mange af vore problemer og rejse vor respekt for politikkerene.