VKO vil straffe ballademagernes forældre

Justitsminister Lene Espersen erklærer sig nu positiv over for et forslag fra Dansk Folkeparti om at gøre forældrene erstatningsansvarlige. Statsministeren varslede i går en »kontant linje« mod de unge uromagere, der hærger i flere danske byer.

Det kan fremover komme til at koste forældrene dyrt, hvis børn under 18 år deltager i optøjer, som de der har præget en række danske byer den seneste uges tid.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gav i går på TV udtryk for, at der skulle slås hårdt ned på de unge urostiftere, og justitsminister Lene Espersen (K) erklærer sig nu klar til også at gå efter forældrene.

Dansk Folkeparti lancerer i dag en række forslag, der skal forhindre nye optøjer og heraf lyder ét, at forældrene skal gøres erstatningsansvarlige for de skader, de unge forvolder.

»De unge kan jo ikke selv betale for de biler, de ødelægger,« siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, og det er en idé, Lene Espersen selv har overvejet siden Ungdomshus-urolighederne.

»Det virker helt og aldeles urimeligt, at samfundet skal sidde med en kæmpe efterregning, fordi forældrene ikke lever op til deres ansvar,« siger Lene Espersen. »Vi må undersøge, om der er behov for nye initiativer. Kan vi gøre forældrene økonomisk ansvarlige, så har de altså et meget større incitament til at pålægge de unge husarrest eller på anden måde forhindre, at de render rundt og brænder biler af i gaderne,« siger Lene Espersen.

DF vil desuden indføre minimumsstraffe på et halvt års fængsel for at deltage i optøjer og et års fængsel for at medvirke til brandstiftelse i forbindelse med de organiserede uroligheder.

»Vi så i forbindelse med Nørrebro-urolighederne, at man nærmest skulle have ramt politiet med en brosten, for at det kunne medføre en sag. Der er næsten ingen, der straffes, og det, der skal til, er både mere følelige straffe og minimumsstraffe for i det hele taget at deltage i optøjerne,« siger Peter Skaarup.

Men der er en grund til, at man netop er gået bort fra minimumsstraffe, forklarer Lene Espersen.

For firkantet
»Bl.a. skete der ofte det, at de, der skulle uddele straffen, valgte helt at frifinde den tiltalte, fordi straffen virkede for firkantet og ude af proportioner. Jeg er bange for, at det vil betyde, at en masse slipper med ingen straf i stedet for tre måneders fængsel,« siger hun.

Og mens Venstres retsordfører, Kim Andersen, er »positivt indstillet« over for at ramme forældrene på pengepungen, så afviser han blankt de øvrige forslag fra Dansk Folkeparti, der desuden handler om en kriminel lavalder på 12 år og bedre mulighed for at sende indvandrere ud af landet.

Samme holdning har retsordfører Karen Hækkerup fra Socialdemokraterne, der dog heller ikke tror på idéen om at gøre forældrene erstatningsansvarlige. »Det er symbolpolitik, der hverken ændrer ved den dårlige integration eller får de her socialt, dysfunktionelle familier på rette spor,« siger Karen Hækkerup.

Fogh fordømmer
Anders Fogh Rasmussen (V) gik i går på TV for at give sit svar på de optøjerne. Tonen var hård, men statsministeren kom ikke med konkrete tiltag. »Jeg er nødt til at sige, at nu må man stoppe den sang om, at det er samfundets skyld. Det er de unges og forældrenes ansvar,« sagde statsministeren.

»Jeg fordømmer kraftigt de optøjer og hærværk, der har fundet sted. Jeg vil forsikre, at regeringen vil tage de skridt, der er nødvendige. Vi vil fange forbryderne og stille dem til ansvar,« lød det fra Fogh, der mente, at »de unge har misforstået situationen, hvis de tror, at bilafbrændinger giver større forståelse for deres situation«.