Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

VKO i splid om penge til velfærd

Dansk Folkeparti vil garantere, at velfærden i kommunerne ikke forringes som følge af den økonomiske krise. Venstre og Konservative siger nej.

Den økonomiske krise må ikke gå ud over skoler og ældreplejen. Derfor vil Dansk Folkeparti give landets kommuner en økonomisk håndsrækning, der skal dække stigende udgifter til ledige. DF vil holde kommunerne skadesløse og lade staten betale regningen.

»Det afgørende er, at kommunerne ikke bliver nødt til at forringe den offentlige service, fordi vi har en økonomisk krise. De skal som minimum kunne opretholde den service, vi kender i dag. Så må statskassen dække det, der måtte mangle,« siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF).

Hvor mange penge forslaget koster staten, afhænger af stigningen i ledigheden, siger han:

»Men det er svært at forestille sig, at vi ikke taler om milliarder.«

Udmeldingen kommer samtidig med, at regeringen og kommunerne tager fat på de årlige økonomiforhandlinger. Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, siger på forhånd nej til Dansk Folkepartis krav.

»At gøre kommunerne fuldstændig skadesløse i forhold til, om de får folk i arbejde eller ej, vil være helt forkert, når vi har lagt ansvaret for at få ledige i beskæftigelse ud til kommunerne,« siger han og understreger, at det i dag kun er en ret lille del af regningen ved udgifterne til de ledige, som kommunerne selv betaler.

Også de Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, går imod DF: »Hvis man siger, at kommunerne skal have dækket omkostningerne til de ekstra ledige, så er der ingen motivation til at hjælpe folk i gang.«

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde i går ikke tid til at lade sig interviewe. Men han fastslår i en mail, at Danmark står over for store økonomiske udfordringer: »Der er et stort pres på for at sikre holdbare offentlige finanser som følge af den økonomiske krise.«